Af Ritzau - 13/04-16 15:15

Gps afslørede hemmelig rumænsk agent på tyvetogtGps afslørede hemmelig rumænsk agent på tyvetogt

Chauffør har deltaget i kriminalitet flere steder i Europa for at infiltrere mafianetværk, har han fortalt.

storybild

Dansk politi anede intet om, at rumænsk politi sendte chauffør til Danmark for at begå store tyverier (arkivfoto). (Billede: Free/Colourbox)

Et par entreprenørmaskiner var forsynet med gps, og derfor nåede to rumænske lastvognschauffører ikke langt væk med deres udbytte i december 2013.

Mændene havde en nat stjålet i alt seks teleskoplæssere fra Nicolaisen & Larsen i Ulfborg og var kørt mod syd.

På en rasteplads mellem Hamburg og Bremen slog politiet til. Men ordensmagten fik ikke kun fat i to stortyve.

Den ene slog ud med armene. Han var agent for det rumænske politi, fortalte han.

Det var hans hjemlands myndigheder, der havde bedt ham om at infiltrere et mafialignende netværk, der bestilte tyveri af entreprenørmaskiner i Danmark, lød hans forklaring.

Desuden havde han i den foregående måned - og uden medvirken af andre - stjålet tre maskiner fra Scantruck i Skive, fortalte han.

Men danske myndigheder havde ikke givet tilladelse til, at han deltog i den grove kriminalitet. Arrangementet var i strid med danske regler, og derfor var der tale om ulovlig efterforskning, lød konklusionen.

Mandens historie var ikke tom snak. På et møde med danske betjente bekræftede rumænsk politi hans opgave som agent.

Manden er en erfaren herre. Han har også deltaget i kriminalitet i Frankrig og Spanien efter aftale med sit hjemlands myndigheder, har han fortalt i flere retsmøder.

Desuden har han været med til at smugle cigaretter fra Tyrkiet over Bulgarien til Rumænien. I den sag var en mafiachef i Grækenland indblandet, har han fortalt i retsmøder i Danmark.

Af og til får han 300-400 euro af politiet for sin hjælp. Og ikke mindst har han fået garanti om, at han ikke ville blive straffet.

I Danmark var anklagemyndigheden dog ikke med på aftalen. Han blev tiltalt for de to tyverier, men i både byret og landsret er det endt med frifindelse. Han var i god tro, lyder domstolenes argument.

Derimod blev den anden chauffør fra tyveriet i Ulfborg idømt fængsel i et år og ni måneder og udvist.

Endnu er der dog et hængeparti i affæren. De tre maskiner fra Skive kørte agenten hele vejen til den ungarsk-rumænske grænse, hvor serienumrene blev fjernet. Siden har de været forsvundet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress