Af Ritzau - 23/06-16 10:01

Danskere er overvejende EU-positiveDanskere er overvejende EU-positive

Hvis danskerne skulle stemme om EU i dag, ville det blive et rungende ja til at være med, siger valgforsker.

storybild

Danskerne er overvejende positivt stemt, når det kommer til EU-samarbejdet, viser en ny måling. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jan Jørgensen)

Danskerne er overvejende positivt stemt over for EU og samarbejdet mellem de europæiske lande.

I en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau fremgår det, at 43,3 procent af danskerne har en positiv holdning til selve EU-samarbejdet, mens 4,7 procent er meget positive.

Det overrasker ikke lektor Derek Beach, EU-forsker ved Aarhus Universitet. Hvis danskerne skulle til EU-afstemning, ligesom briterne skal, ville det blive et rungende ja til at være med, siger han.

- Danskerne er faktisk det folkeslag, som vil mindst ud af EU.

- Overordnet set er danskerne glade for det økonomiske aspekt i form af det indre marked og den fri bevægelighed med alt, hvad det indebærer, siger han.

Han nævner Erasmus Mundus-ordningen, hvor danske studerende kan tage på udveksling på andre universiteter i Europa, som noget danskerne er særligt glade for.

Desuden kender næsten alle danskere også en, der arbejder i en stor europæisk virksomhed, siger han.

Men det skal heller ikke blive for meget af det gode.

42 procent af danskerne mener, at EU-samarbejdet er blevet for omfattende, og det skyldes ifølge valgforskeren, at danskerne er tilfredse med situationen, som den er, men langt fra ønsker mere EU.

- Samtidig med at danskerne er dem, der vil mindst ud af EU, er det også det land, hvor der er færrest, der støtter op om tanken om de "europæiske forenede stater", siger Derek Beach.

Det er kommet til udtryk ved euroafstemningen og senest afstemningen om retsforbeholdet, hvor danskerne siger fra.

- Man er glad for det, man har, men man vil ikke have mere af det. Man er godt tilfreds. Det er en rigtig dansk holdning, siger Derek Beach.

Men danskerne er ikke kun glade for EU. Hvis man spørger konkret ind til nogle ting, for eksempel den frie bevægelighed af arbejdskraft, rynker danskerne på næsen.

- Det skyldes de flere østarbejdere, siger valgforskeren.

Man kunne også måle en større skepsis i forbindelse med eurokrisen.

- Når det ikke går specielt godt med eurosystemet, så ser vi en stigende skepsis. Men jeg vil kalde den blød, for det er ikke sådan, at danskerne vil ud af EU, de vil bare have en lille smule mindre af det, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress