Af Ritzau - 19/11-15 08:44

Sidste armlægning om finansloven lurer forudeSidste armlægning om finansloven lurer forude

DF, Liberal Alliance og De Konservative mødes med finansminister Claus Hjort Frederiksen torsdag formiddag.

storybild

Slutspurten om finansloven for 2016 er sat ind, og forhåbningen er, at en aftale mellem Venstre-regeringen og støttepartierne Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative landes torsdag.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har indkaldt til forhandlinger klokken 10, og planen er at sætte de sidste punktummer i aftalen, erfarer Ritzau.

Ekstra Bladet mener at vide, at der var forhandlinger onsdag aften for at finpudse aftalen.

Af aftaleudkastet med overskriften "Lettere at være dansker", som Ekstra Bladet er i besiddelse af, fremgår det blandt andet, at partierne forhandler om at fastfryse grundskylden i 2016 til samme niveau som i år.

LÆS OGSÅ: Finanslov er en dag tættere på at blive en realitet

LÆS OGSÅ: Blå blok forhandler lavere bilafgifter

Det ville være guf for De Konservative, hvis hovedkrav til forhandlingerne netop har været en fastfrysning af grundskylden.

Også de kommende bilkøbere kan ifølge Ekstra Bladet glæde sig. Regeringen og de øvrige partier i blå blok forhandler ifølge aftaleudkastet om at nedsætte registreringsafgifterne fra 180 procent til 150 procent.

Det har været et af Liberal Alliances hovedkrav til forhandlingerne. Det vil betyde, at en mellemstor familiebil bliver 10.000-20.000 kroner billigere, skriver Ekstra Bladet.

Hvad blå bloks største parti - DF - kan prale af i aftalen, vil finansordfører René Christensen ikke røbe på forhånd.

- Der kommer en samlet pakke ud, og der vil ikke være nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti har siddet ved bordet.

- Det vil være en finanslov, som kigger på den nære velfærd, hvilket vi også er gået til valg på. Men det vil vi først løfte sløret for, når vi er helt færdige, siger han til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Claus Hjort vil svinge sparekniv over lediges mentorer

LÆS OGSÅ: Konservative: Grundskyld er ikke et ultimativt krav

DF havde i første omgang lagt sig fast på et hovedkrav om 2,4 milliarder kroner til sundhedsvæsnet. Det krav imødekom regeringen i store træk, allerede inden at forhandlingerne gik i gang.

Partiet satser nu på at få en såkaldt "ægte ældremilliard", der skal fordeles til kommunerne ud fra, hvor mange ældre der bor i kommunerne.

Og så bliver det spændende at se, hvor langt aftalen er fra den offentlige vækst på 0,8 procent, som DF gik til valg på. Regeringen har i sit finanslovsforslag lagt op til en vækst på omkring 0,3 procent.

- Detaljerne kommer vi med senere. Jeg vil ikke komme det nærmere nu, svarer René Christensen på spørgsmålet om, hvorvidt der rent faktisk bliver tale om en offentlig vækst eller måske minusvækst, som Venstre går ind for.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress