Af Ritzau - 04/10-16 09:37

Forældre vil opdele skoleelever med forsigtighedForældre vil opdele skoleelever med forsigtighed

Konsekvent opdeling af elever efter evner er demotiverende for de fagligt svage, advarer Skole og Forældre.

storybild

Ifølge tal fra Uddannelsesministeriet er 29 procent af landets elever i 8. klasse ikke parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Søren Bidstrup)

Det er en god idé at placere elever på forskellige hold i dansk- og matematiktimerne, alt efter hvor gode de er til at læse og regne.

Men det skal ske med omhu, så ingen bliver stemplet som de svage elever.

Sådan lyder det fra skolebestyrelsernes forening, Skole og Forældre.

Ifølge Politiken er flere folkeskoler begyndt at inddele de ældste elever efter deres faglige formåen. Formålet er at gøre dem klar til at fortsætte på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse.

- Holddeling kan være godt, hvis der er et formål med det. Hvis det handler om at møde eleverne, hvor de er fagligt, er det en god idé.

- Men man skal samtidig passe på, at det ikke bliver en opdeling i de gode og de dårlige. For det er utroligt demotiverende især for de fagligt svage elever, siger formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen.

29 procent af landets elever i 8. klasse har ikke de personlige, sociale og faglige forudsætninger, der skal til for at komme igennem en ungdomsuddannelse. Det viser tal fra Uddannelsesministeriet.

Og derfor har flere skoler fået fokus på at gøre eleverne klar til tiden efter folkeskolen. Blandt andet ved at opdele dem i undervisningen.

Formanden for Skole og Forældre understreger, at det er vigtigt, at skolerne fortæller de unge, hvad formålet er med at inddele dem i forskellige hold.

Eleverne skal med andre ord vide, hvad de sigter efter.

- Motivationen for at gå i skole og komme videre betyder alt.

- Derfor handler det også om at give eleverne kendskab til de ungdomsuddannelser, der ligger forude, så de har en idé om, hvad tiden i udskolingen skal føre hen imod, siger Mette With Hagensen.

For to år siden blev det indført, at det skal vurderes i 8. klasse, om en folkeskoleelev er klar til at tage en ungdomsuddannelse efter 9. klasse.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress