Af Ritzau - 08/11-16 11:01; Opdateret: 08/11-16 16:59

Landsret godkender aktindsigt i USA's fangetransporterLandsret godkender aktindsigt i USA's fangetransporter

Radio24syv vinder principielt opgør med myndighederne, som fortrød aktindsigt. Byret havde støttet staten.

storybild

Amerikanske transporter af fanger til forskellige lande, hvor de muligvis blev udsat for tortur, har været omdiskuteret i flere år. Østre Landsret siger, at emnet har stor samfundsmæssig relevans (arkivfoto). (Billede: Reuters/Larry Downing)

Et indgreb i ytringsfriheden er tirsdag blevet underkendt af Østre Landsret.

I en sag om aktindsigt, der handler om oplysninger om kontroversielle amerikanske fangetransporter, har Radio24syv fået medhold af landsretten.

Her har dommerne besluttet at underkende en tidligere afgørelse fra Københavns Byret om beslaglæggelse af en usb-nøgle, som Trafik- og Byggestyrelsen havde udleveret til radiostationen.

Byretten mente, at nøglen skulle beslaglægges, ligesom radiostationen fik forbud mod at gå videre med en række oplysninger, som ellers var udleveret.

Østre Landsret ser helt anderledes på sagen.

Her citerer dommerne Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel om ytringsfriheden og informationsfriheden.

Landsretten lægger også vægt på, hvad aktindsigten drejer sig om.

Amerikanske statsflyvninger i dansk, grønlandsk og færøsk luftrum og lufthavne har "væsentlig samfundsmæssig interesse."

Flyene var civilt indregistrerede og bragte fanger til lande, hvor de risikerede at blive udsat for tortur.

Selve forløbet omkring aktindsigten er usædvanligt.

Trafik- og Byggestyrelsen fortrød nemlig at have udleveret oplysninger til Radio24syv og forlangte materialet retur.

Der var sket en fejl, har styrelsen sagt.

Det var for eksempel ikke meningen, at man ville frigive oplysninger om personer, der er ansat i amerikansk tjeneste.

Og det var også en fejl, at USA's ambassade ikke fik mulighed for at udtale sig, inden usb-nøglen blev givet til Radio24syv, har man sagt.

Men landsdommerne noterer, at de udleverede kontaktoplysninger om amerikanske embedsmænd alene er tjenstlige.

Retten bemærker også, at USA's ambassade ikke har nævnt noget om en risiko for embedsmændenes liv og sikkerhed, hvilket ellers Trafik- og Byggestyrelsen har hævdet.

- Det er stadig min opfattelse, at udleveringen af oplysningerne til Radio24syv var en fejl, der opstod i sagsbehandlingen i Trafik- og Byggestyrelsen, hvilket jeg beklager meget, siger styrelsens direktør, Carsten Falk Hansen, i en skriftlig kommentar.

Han slår dog samtidig fast, at Trafik- og Byggestyrelsen tager rettens kendelse til efterretning.

Flyvningerne fandt sted mellem 2010 og 2013. Radio24syv har bedt om oplysningerne i et forsøg på at indkredse de tilfælde, som kan dreje sig om ulovlige transporter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress