25/02-16 10:08; Opdateret: 25/02-16 10:58

Pape er klar til at stemme for mistillidsvotumPape er klar til at stemme for mistillidsvotum

Hvis det kommer så vidt, at der skal stemmes, så vil De Konservative stille sig bag mistillidsvotum.

storybild

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil om nødvendigt stemme for mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen. (Miriam Dalsgaard/POLFOTO) (Billede: Polfoto/Miriam Dalsgaard)

En samlet opposition har torsdag morgen formelt fremsat et forslag om mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) efter kritik af beregninger i landbrugspakken.

Og skulle det komme så langt, at der skal stemmes i salen om mistillid til ministeren, så er De Konservative klar til at gøre det og dermed vælte ministeren.

Det gør De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, klart over for pressen i forbindelse med De Konservatives gruppemøde torsdag formiddag. Han understreger dog, at der kan nå at ske meget inden onsdag i næste uge.

Et scenarie, der spekuleres i, er, at Eva Kjer Hansen (V) selv vælger at trække sig, som det tidligere er sket, når et flertal ikke længere har tillid til en minister.

- Der kan ske meget inden på onsdag. Men det ændrer ikke vores holdning til ministeren. Vi har ikke tillid til miljø- og fødevareministeren efter det forløb, der har været, siger Pape.

Spørgsmål: Kan I forhandle den her pakke, samtidig med at I støtter et mistillidsvotum til ministeren?

- Det, at vi forhandler om en tillægspakke, betyder ikke, at vi pludselig har fået tillid til ministeren. Det er to helt adskilte ting.

Spørgsmål: Det må kunne siges helt klart ja eller nej. Stemmer I for det mistillidsvotum?

- Jeg synes, jeg har sagt ja tre gange nu, siger Søren Pape Poulsen.

Dermed står det fortsat fast, at et flertal på Christianborg ønsker Eva Kjer Hansen fjernet fra ministerposten. Sidst det var tilfældet, var da Enhedslisten udtrykte mistillid til daværende justitsminister Morten Bødskov (S). Han valgte kort efter at trække sig.

Efter et gruppemøde torsdag gør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det dog klart, at han fortsat står bag Eva Kjer Hansen. Også selv om der er fremsat et mistillidsvotum imod hende.

Dermed er Eva Kjer Hansen fortsat minister og deltager torsdag formiddag i lovbehandlingen af landbrugspakken i folketingssalen.

Der spekuleres på Christiansborg i, at Løkke vil forhandle en miljøvenlig tillægsaftale til landbrugspakken i hus med De Konservative og bruge det resultat til at overbevise partiet om at lade ministeren sidde.

De Konservative har dog ikke veget fra deres linje, efter at syv forskere i en høring tirsdag kritiserede Eva Kjer Hansen for "vildledende" tal og "kreativ bogføring" i hendes udlægning af miljøeffekten af landbrugspakken.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Officielt: Rød blok klar med mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen

LÆS OGSÅ: Q-analyse: Løkke har mest at miste i duel med Pape

LÆS OGSÅ: Engell: Løkke har fået den taktiske overhånd

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress