Af - 31/07-16 22:52

To skudt: Politiet jager hætteklædte gerningsmændTo skudt: Politiet jager hætteklædte gerningsmænd

To gerningsmænd er på fri fod efter en voldsom skudepisode på Amager.

Politiet er fortsat på jagt efter to hætteklædte gerningsmand, der søndag aften steg ud af en bil på Holmbladsgade på Amager, hvor de affyrede adskillige skud efter to mænd ved Riccos Kaffebar.

Det ene offer er en 24-årig mand, som er blevet ramt af tre skud. Det andet er en 28-årig mand, der blev fundet et stykke fra gerningsstedet i en skolegård, hvor han var kravlet i sikkerhed. Han er blevet ramt af et skud og er blevet strejfet to gange på armen, forklarer efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

- Nu er vi så i gang med teknikere på gerningsstedet, og så skal vi lige have samtale i løbet af natten om, hvad vi gør, siger Kenneth Jensen og fortsætter:

- Vi leder selvfølgelig også efter de to gerningsmænd. Vi har både et signalement af bilen og et registreringsnummer at gå efter.

Politiet har endnu ikke noget overblik over hvor mange skud, der er blevet affyret - men i hvert fald et af dem har ramt et vindue på den anden side af gaden.

Her bor Marc sammen med sin kæreste i en stuelejlighed, og parret kunne først høre to høje brag - altså skud - nede fra gaden, inden det kom lige lovligt tæt på.

- Det tredje høje brag smadrer så vores vindue, og jeg kan se en kugle flyve ind i væggen, op i loftet og til sidst lande på jorden, fortæller Marc til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Jeg flyver ned på gulvet som i en actionfilm og råber til min kæreste, at hun skal kaste sig ned også, fordi der bliver skudt ind gennem vores rude.

Politiet kender endnu ikke noget til årsagen til skyderiet. Efterforskningsleder Kenneth Jensen fortæller til metroxpress, at de endnu ikke har haft mulighed for at snakke med de to skudofre, som er blevet fragtet til Rigshospitalet. De er begge uden for livsfare.

Han bekræfter imidlertid over for Ritzau, at ofrene ikke er ukendte for politiet.

- Vi kender dem, men jeg kan ikke gå i detaljer omkring, hvordan vi kender dem, siger han og vil ikke ind på, om mændene har relation til det københavnske bandemiljø.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress