Af Ritzau - 23/11-16 08:59; Opdateret: 23/11-16 14:30

Kvinde blev tilfældigt offer for skyderi i LyngbyKvinde blev tilfældigt offer for skyderi i Lyngby

De farlige bandeopgør på åben gade har for anden gang dette efterår ført til, at en tilfældig er blevet såret.

storybild

Et stort område omkring Magasin i Lyngby var tirsdag aften afspærret, efter at to mennesker blev skudt ved en sushirestaurant i stormagasinet (arkivfoto). (Billede: Free/Adam Egholm Madsen, Ritzau)

En kvinde, der blev ramt af skud ved Magasin i Lyngby, er natten til onsdag blevet udskrevet fra hospitalet.

Kvinden, som blev ramt i brystet, var tilsyneladende et helt tilfældigt offer, da der tirsdag aften blev skudt mod en 22-årig mand. Muligvis var angriberen en lille mand på cirka 165 centimeter.

Mandens tilstand er stabil, og han er stadig indlagt, oplyser Nordsjællands Politi onsdag.

- De to ramte er separate personer, som ikke kender hinanden, siger politiets talsmand, Henrik Suhr.

I de seneste måneder har der været adskillige skyderier på åben gade, og politiet tilskriver dem opgør i bandemiljøet.

Ifølge Ekstra Bladet var folk med relationer til banden Satudarah netop til stede på Rigshospitalet sent tirsdag aften, da manden blev indbragt.

Det er anden gang i dette efterår, at en helt tilfældig såres af skud i det offentlige rum.

Det skete også 2. oktober ved en kiosk i Emdrup i det nordlige København. Her blev en helt udenforstående 49-årig mand ramt, da en gerningsmand fyrede løs mod en 21-årig, der senere døde.

Tirsdag aften var der ekstra travlt ved Magasin i Lyngby, fordi der var udsalg.

Derfor var der også talrige vidner til skyderiet, som skete ved restauranten Sticks N'Sushi.

- Vi er nu ved at gennemgå de mange oplysninger, der er kommet ind, siger Henrik Suhr om efterforskningen, som han kalder "intens".

Politiets talsmand bekræfter, at man har fundet en pistol. Men om den blev brugt tirsdag aften, er det endnu for tidligt at sige, lyder det.

Skuddene blev afgivet kort efter klokken 19. Politiet efterlyser en mand, der muligvis kan have haft med sagen at gøre.

Vedkommende er cirka 30 år. Han beskrives som cirka 165 centimeter høj og slank.

Manden var iført en mørk halvlang vinterfrakke, en mørkebrun hue og et halstørklæde. På ryggen bar han en rygsæk af mærket Eastpack.

Desuden koncentrerer efterforskerne sig om en lille hvid bil, der blev set køre fra Johannes Fogs Plads lige i nærheden. I bilen sad tre mænd.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress