Af Ritzau - 23/05-16 14:25

Stemplet som spion af Politiken: Jeg var helt slået udStemplet som spion af Politiken: Jeg var helt slået ud

Journalist, der har jagtet Stasis hjælpere i Danmark, kræver chefredaktør straffet med fængsel for bagvaskelse

storybild

Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard kræves straffet med fængsel for bagvaskelse af journalisten Per Michaelsen. (Billede: Scanpix/Jens Astrup)

- Det er noget af det mest absurde, jeg har været udsat for.

Sådan siger den 73-årige journalist og forfatter Per Michaelsen mandag i Københavns Byret.

- Jeg fik det selvfølgelig meget dårligt af at læse, at jeg blev stemplet som spion, siger han.

Dagbladet Politiken skrev i 2012, at Per Michaelsen var mistænkt for at have været såkaldt storspion for den østtyske sikkerhedstjeneste Stasi under den kolde krig.

Derfor har han anlagt sag mod Politikens tidligere ansvarshavende chefredaktør.

Bo Lidegaard bør straffes med fængsel og betale en godtgørelse på 300.000 kroner på grund af beskyldningen, som udgør en så krænkende injurie, at der er tale om grov bagvaskelse, lyder det.

I artiklen påstod Politiken, at Per Michaelsen var identisk med den storspion, som historikeren Thomas Wegener Friis mente at have fået færten af.

Det var en sensation om et utroligt dobbeltspil. Per Michaelsen er nemlig kendt for i mange artikler og to bøger selv at have trukket danskere, der samarbejdede med Stasi, ud af skabet.

Politiken har ikke kunnet dokumentere påstanden. Så sent som sidste år ledte en medarbejder forgæves efter beviser i tyske arkiver.

Under afhøringen i byretten må Michaelsen kortvarigt stoppe op på grund af bevægelse. Det sker, da han konfronteres med indholdet af en mail fra en Politiken-journalist, som han modtog kort før offentliggørelsen af artiklen.

Journalisten spurgte til Michaelsens ophold i Østberlin i 1960'erne, hvor han var korrespondent for dagbladet Information. Senere i sin karriere blev Michaelsen ansat på Ekstra Bladet.

- Jeg har arbejdet i Politikens Hus i 25 år. De ved alt om mig, siger han med lav stemme, før han må holde pause for at tørre øjnene.

I 1968 blev Per Michaelsen udvist af DDR, fordi han havde haft kontakt med og hjulpet systemkritikeren Robert Havemann.

- Jeg har været overvåget og forfulgt af Stasi. Min Stasi-mappe er på 150 sider, siger Michaelsen. Han har også været underkastet strenge forhør af sikkerhedstjenesten i Tjekkoslovakiet.

- Når jeg har haft de oplevelser og så blive udsat for det angreb... Det er meget svært at bære.

- Jeg var helt slået ud, beretter han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress