Af Ritzau - 08/04-16 17:02

Dommer løslader 36-årig efter voldsomt bombefundDommer løslader 36-årig efter voldsomt bombefund

En mand, der lå inde med 600 krysantemumbomber, kan ikke påvirke efterforskningen og er derfor løsladt.

storybild

En 36-årig mand kan ikke påvirke efterforskningen i en sag om 600 krysantemumbomber, og han blev derfor løsladt efter grundlovsforhør. Arkivfoto. (Billede: Polfoto/René Schütze)

En dommer i Retten i Hillerød har fredag eftermiddag besluttet at løslade en 36-årig mand, som politiet i et grundlovsforhør krævede fængslet, efter at man havde fundet 600 krysantemumbomber på hans ejendom.

- Vi ville have ham varetægtsfængslet af hensyn til politiets efterforskning, fortæller anklageren Mette Skov Hansen.

- Men dommeren mente ikke, at han på fri fod vil kunne påvirke efterforskningen, og han blev derfor løsladt.

Hun fortæller dog, at manden har erkendt, at de 600 livsfarlige krysantemumbomber er hans, og han er stadig sigtet efter fyrværkeriloven og for at have bragt andres liv eller førlighed i fare.

Krysantemumbomberne blev fundet i et hus i Ølstykke torsdag aften.

- I forbindelse med en ransagning på en adresse blev der fundet cirka 600 krysantemumbomber. Det er ikke de helt store, men de er cirka på størrelse med tennisbolde, sagde vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi tidligere fredag.

Politiet mener, at der har været 1200 bomber på lageret, og at den 36-årige har solgt halvdelen af dem.

Ifølge politiet er det enorme parti på 1200 krysantemumbomber indkøbt i 2014, og siden har manden løbende solgt fra sit lager.

Krysantemumbomberne er af forskellig størrelse. Politiet ved endnu ikke, hvor bomberne stammer fra, men de er ikke hjemmelavede.

Foruden de mange krysantemumbomber har politiet også beslaglagt et haglgevær og ammunition til et gevær.

Krysantemumbomber er livsfarlige og kan koste liv. Nytårsnat 2014 til 2015 mistede tre mænd livet i to forskellige ulykker i Mariager Fjord Kommune. Begge ulykker skyldtes krysantemumbomber.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress