DSB-ansat skodder egne rygeregler: Fik sig en smøg på stationenDSB-ansat skodder egne rygeregler: Fik sig en smøg på stationen

Der må ikke ryges på DSB's stationers område. Det gælder både passagerer og ansatte, lyder det fra chef i DSB. Alligevel er det ikke alle, der overholder reglerne...

storybild

En DSB-ansat får sig en smøg under perronen på Roskilde Station. Billedet blev taget tirsdag aften. (Billede: Privatfoto)

- Du må ikke ryge i vores tog og på vores stationer. Fra den 1/7 2014 er det heller ikke tilladt på perronerne.

Sådan formulerer DSB kortfattet og præcist deres rygepolitik i ordensreglementet på deres hjemmeside.

Men selvom reglerne for de fleste sikkert ikke er til at tage fejl af, var der i aftes mindst én ryger på Roskilde Station, der ikke helt kunne dy sig. I tunnelen under perronen så en mand - iført klassisk mørkeblå DSB-uniform - i hvert fald stort på egne regler og tændte sig en smøg.

LÆS OGSÅ: DSB uddeler bøder i strid med egne regler

Historien bliver modtaget med dybe panderynker på chefgangen hos DSB, hvor man beklager situationen og forklarer, at regler naturligvis er regler. Uanset hvilken jakke man har på:

- Vi har selvfølgelig ikke dobbeltstandarder i forhold til vores kunder og vores personale. Reglerne for vores personale er meget klare: man må ikke ryge på DSB's område, i uniform eller når man er på arbejde, siger Aske Wieth-Knudsen, Chef for Forretningsudvikling i DSB.

Over for metroxpress understreger Aske Wieth-Knudsen, at en kundeanalyse hos DSB viser, at langt de fleste passagerer synes, at rygeforbuddet er en god idé og rent faktisk følger det.

Hvad tænker du så, når jeres egne ansatte ikke respekterer reglerne?

- Det synes jeg er beklageligt, og det er bestemt noget, vi følger op på. Nu har jeg ikke selv set billedet, men hvis jeg fik et lignende billede tilsendt, ville jeg gå til den pågældende leder og bede ham om at tage en snak med den involverede. Det er meget vigtigt at understrege, at de samme regler gælder for vores personale og for vores kunder.

Ifølge reglerne har DSB ikke hjemmel til at udstede afgifter til folk, der ryger på stationen. Dog kan de, der bliver taget med en cigaret i mundvigen: "blive bortvist fra DSB’s område, hvis de ikke overholder ordensreglement".

LÆS OGSÅ: Forbrugerrådet Tænk: - Vi vil holde øje med DSB

Hvad der kommer til at ske med den regelbrydende DSB-ansatte kan Aske Wieth-Knudsen ikke svare på, men han lover, at der vil blive kigget nærmere på sagen:

- I hovedreglen er det den enkelte leder, der følger op på medarbejderne i DSB. Og sådan vil det også være i dette tilfælde. Men igen kan jeg kun sige, at det er beklageligt, at en af vores ansatte forbryder sig mod reglerne, og at vi vil følge op på det.

Hos Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, som arbejder for en bedre kollektiv transport, kender man til generne ved, at folk forbryder sig mod reglementet og ryger på perronen.

- Derfor er det vigtigt, at alle overholder reglerne, og det gælder naturligvis både for ansatte og for passagerer, siger Mette Boye, afdelingschef for Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress