Af - 12/09-16 14:46; Opdateret: 13/09-16 15:36

MX tester: Kan hypnose kurere min højdeskræk?MX tester: Kan hypnose kurere min højdeskræk?

En fællesmail, hypnose og en højdeskræks-tur på fem-meter-vippen.

Jeg har højdeskræk.

En episode jeg husker særligt tydeligt går flere år tilbage.

Jeg var 13 år gammel og på SFO-tur til svømmeren. Alle måtte hoppe fra vipper. Til stor glæde. For alle andre end mig.

Alligevel begav jeg mig op på femmeren. De andre hoppede jo fra den åndssvage fem-meter-vippe, så det skulle jeg da også.

Jeg stod deroppe. Alt i min krop stivnede. Jeg var svimmel. Mine knæ rystede. Mine muskler syrede til, fordi jeg spændte så meget i hele kroppen. Jeg var parat til at flygte så langt væk som overhovedet muligt.

Men i stedet endte jeg med at stå deroppe i en time.

Og vejen ned? Ja, det blev trappen. Med øjnene i gulvet, og et hjerte der slog dobbelt-takt.

Siden har jeg mærket følelsen ofte. Nogle gange skal der ikke mere til, end at jeg bruger en skammel for at tage noget i det øverste skab i køkkenet.

Det skal der laves om på. Jeg skal hypnotiseres af Jacob Strachotta, der er hypnoterapeut og som er aktuel med appen HelloMind.

En fællesmail fra hypnose
En dag tikkede en fællesmail ind.

Er du bange for eddderkopper, fugle, højder eller lukkede rum? Eller kender du en med en frygt, der vil have det kureret?

Sådan skrev min kollega. Jeg svarede, at højder ikke var min ven. Og så havde vi en hypnose-aftale.

En aftale, jeg var lidt nervøs for. Men da jeg var hos Jacob Strachotta, havde jeg besluttet, at jeg ville tro på det. At jeg ville overlade mig helt til, at han kunne gøre, hvad han ville, og jeg bare fulgte med.

- Du kan ikke holde dine øjne åbne
Det sagde hypnose-Jacob. Og det kunne jeg virkelig ikke. Jeg synes næsten, at du, mens du læser, selv skal prøve det første, Jacob Strachottas sagde til mig:

Fold dine hænder med strittende pegefingre. Som en fingerpistol. Forestil dig, at der sidder to elastikker rundt om det yderste led på pegefingrene, der strammer så meget, at du skal kæmpe for at holde pegefingerene fra hinanden. Men du kan ikke. Du skal virkelig se det for dig og tro på, at den elastikkerne er virkelighed. Det bliver hårdere og hårdere, og til sidst vil fingrene røre hinanden.

Men da mine fingre var tæt på at røre hinanden, sagde Jacob, at jeg ikke ville kunne holde mine øjne åbne længere. Og bang! Så var jeg derinde:

- Hypnose er en ikke-tilstand. En tilstand mellem at sove uden og være vågen at være nogle af delene, siger Jacob Strachotta.

Jeg kunne høre alt. Forstå alt. Men jeg kunne ikke åbne øjnene eller bevæge mig. Ikke på en ubehagelig måde. Faktisk var det ret rart. Underligt. Og så kom jeg ud at rejse.

På et tidspunkt bad Jacob mig om at stave til København. Han sagde, at jeg ikke ville kunne huske alle bogstaverne. Det havde han ret i. For da han sagde, jeg skulle gå igang, var mit hoved tomt.

For selvom jeg kunne se ordet København for mig, kunne jeg simpelthen ikke overskue, hvad det startede med.

Festival og glade dage
Hypnosen går ud på at finde tilbage til den oplevelse, der har udløst højdeskrækken.

Egentlig havde jeg nogle forskellige episoder, som jeg husker ret tydeligt. Men det skulle vise sig at gå meget længere tilbage, end jeg kunne forestille mig.

Og vi fandt det hurtigt.

Vig Festival som barn. Jeg kunne pludselig huske en situation, hvor jeg var lille og blev løftet op på skuldrene for at se, hvad der skete på scenen. Men jeg var bange for at falde ned. Og som Jacob Strachotta sagde:

- For en voksen er det jo ikke så højt. For et barn er det måske tre-fire gange ens højde. Så det kan sagtens være skræmmende.

Og det var det åbenbart.

Så nu var Jacob Strachotta og jeg i et øjeblik på Vig Festival. Og pludselig kunne jeg huske deltajer og følelser fra en situation, jeg egentlig havde glemt.

Jeg skulle acceptere situationen. Give den lille mig et kram og sige, at der ikke sker noget. Så det gjorde jeg - et stort kram.

Mødet med vippen
En syret fortidsrejse rigere gik turen til DGI-byen.

Nu skulle jeg teste, om hypnosen virker. Jeg tog tilbage til vippen, jeg ikke turde springe fra dengang, jeg var 13.

En tur under bruseren, på med badebukserne og op ad trappen til min værste fjende.

Men virker det?

Læs kapitel to her

LÆS OGSÅ: MX tester: Kan jeg springe fra 5-meter-vippen efter hypnose?

LÆS OGSÅ: 27-årige Rachael er bange for kager
LÆS OGSÅ: TEST DIG SELV: Lider du også af denne udbredte fobi?

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress