Af Ritzau - 13/09-16 12:43

S udelukker ikke ny afstemning om retsforbeholdS udelukker ikke ny afstemning om retsforbehold

Vi skal måske til folkeafstemning om Europol, hvis vi må ud, mener EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen (S).

storybild

Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, mener, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti gav vælgerne tomme løfter om en let parallelaftale om det europæiske politisamarbejde Europol, efter et nej ved folkeafstemningen 3. december 2015. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Danskerne skal måske stemme igen om at erstatte EU-retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Det forkastede vælgerne ellers ved folkeafstemningen 3. december 2015.

Men hvis ikke, Danmark kan få den parallelaftale, som Enhedslisten og Dansk Folkeparti stillede vælgerne i udsigt før afstemningen, kan en ny folkeafstemning blive konsekvensen.

Det vurderer Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen.

- Vi er ved at være der, hvor det ikke kan udelukkes. Jeg har ikke noget brændende ønske om, at vi skal ud i det igen. Men jeg mener som Rigspolitiet, at det i allerhøjeste grad er i dansk interesse at være med i Europol, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Mandag sagde den kommende britiske EU-kommissær, Julian King, ved en høring i EU-Parlamentet, at Danmark ikke kan regne med at få en parallelaftale.

Danmark har stemt nej til tilvalgsordningen, hvor vi kan afgøre, hvilke områder af det retlige samarbejde, vi deltager i, påpegede han.

- Enhedslisten og Dansk Folkeparti har taget fejl i de skråsikre løfter, de gav os i valgkampen om, at EU selvfølgelig vil give os en parallelaftale om Europol. Det koster os rigtig, rigtig dyrt, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Spørgsmål: Har Enhedslisten og Dansk Folkeparti ført vælgerne bag lyset?

- De har ikke alene ført vælgerne bag lyset. De har groft vildledt dem, bevidst. De har aldrig vidst, været klar over eller undersøgt, hvad Danmarks muligheder var for at få en parallel-aftale. Vi andre advarede om, at det nok ikke ville blive så let, siger han.

- Men de påstod, at det kunne vi få så let som ingenting.

Det vil være fatalt for politiets efterforskning af kriminelle, hvis Danmark ryger ud af Europol 1. maj 2017, mener Peter Hummelgaard Thomsen.

- Uden at overdrive kan det være fatalt for Danmarks sikkerhed. Det vil være vanskeligere for danske myndigheder at fange forbrydere, mener han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress