Af Ritzau - 02/08-16 10:28; Opdateret: 02/08-16 10:49

Livreddere advarer nu: Pas på livsfarlige revlehullerLivreddere advarer nu: Pas på livsfarlige revlehuller

I sidste uge var fire personer i livsfare efter at være blevet fanget i et revlehul på danske strande.

storybild

Revlehuller er nemme at slippe ud af, hvis man holder hovedet koldt, lyder det fra TrygFonden. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Johan Gadegaard)

Solen skinner, vandet er varmt, og vaffelisen er kold.

Det lyder som den perfekte opskrift til en skøn dag på stranden.

Men ved kraftig pålandsvind kan de lumske revlehuller, også kaldet hestehuller, opstå, og sommeridyllen kan få en brat afslutning.

TrygFondens Kystlivredning advarer nu danske badegæster, efter at fire personer alene i sidste uge var i livsfare på grund af revlehullerne.

- Som udgangspunkt er revlehuller egentlig ikke farlige, men hvis man ikke holder hovedet koldt, kan det gå galt, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat hos TrygFonden Kystlivredning.

Tre unge drenge blev fanget i et revlehul ved Hvide Sande i Vestjylland, mens en ældre mand blev fanget i en stærk strøm ved Vejers Strand tæt ved Blåvand. Alle fire blev reddet sikkert i land.

- Hvis man støder på et revlehul, er det meget vigtigt, at man ikke prøver at svømme hen mod stranden, men langs med stranden. Tit er der kun fem til ti meter, man behøver at svømme til siden, før man kommer fri, siger Anders Myrhøj.

Selv om livredderne havde en del at se til i sidste uge, er det ikke, fordi der har været mere end normalt at se til på de danske strande i denne sommer, lyder det.

Anders Myrhøj siger, at man hvert år ser en stigning af redningsaktioner, når tyske turister begynder at valfare til Danmark. De er ikke klar over faren ved især Vesterhavet.

Men det er ikke kun turister, der kan rende ind i problemer, fortæller Anders Myrhøj.

- Desværre ser vi tit at selv dygtige svømmere går i panik, når de svømmer ind i et revlehul. For selv om man er en rigtig stærk svømmer, kan man ikke svømme mod strømmen i et revlehul.

Sådan redder du dig selv fra et revlehul

Hvis man holder hovedet koldt, behøver mødet med revlehuller ikke at være dramatiske. Når man er ved stranden, skal man passe på, at man ikke bliver fanget i et revlehul, også kaldet hestehul.

Her er rådene fra TrygFondens Kystlivredning, hvis man støder på et revlehul.

Når du går på bunden, kan du pludselig mærke, at den forsvinder under fødderne, og strømmen vil trække dig væk fra strandkanten.

Gå ikke i panik. Lad dig føre med strømmen, til den aftager. Svøm derefter til siden og langs stranden og derefter ind til land igen.

Ofte vil det kun være fem til ti meter, du behøver at svømme langs stranden, inden strømmen forsvinder.

Hvis du ser nogen kæmpe med et revlehul, skal du ikke svømme ud og hjælpe vedkommende. I stedet skal du kontakte en livredder, hvis der er en på stranden.

Kast noget, der kan flyde. Det kan være en redningsvest, en redningskrans eller en bold.

Råb til svømmeren, at han eller hun ikke skal svømme imod, men svømme til siden.

Pas på dig selv. Mange er selv druknet i forsøget på at redde en anden ud af et revlehul.

Kilde: Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat hos TrygFonden Kystlivredning.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress