Af Ritzau - 07/10-16 16:14; Opdateret: 07/10-16 18:16

Boghandler sælger PET-bog trods fogedforbudBoghandler sælger PET-bog trods fogedforbud

En Bog & Idé-butik på Frederiksberg har sat bogen "Syv år for PET" til salg trods fogedforbud mod bogen.

storybild

PET har forlangt og fået et fogedforbud mod udgivelse af en bog om tidligere PET-chef Jakob Scharf. (Billede: Scanpix/People Press)

Torsdag har Københavns Byret nedlagt fogedforbud mod udgivelse af bogen "Syv år for PET", hvori den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jacob Scharf fortæller om sin tid som topchef.

Alligevel har interesserede kunnet købe bogen i Bog & Idé i Frederiksberg Centeret. Det skriver DR Nyheder.

- Vi har ikke fået noget fogedforbud imod at sælge den, så vi sætter den på vores "nyhedsbord" nu. For det er jo en nyhed, siger Theis Munk, som er salgsleder i Frederiksberg Centrets Bog & Idé, til DR Nyheder.

Fogedforbuddet kommer efter anmodning fra PET, der ikke har fået lov til at læse bogen. Baseret på foromtalen af bogen frygter efterretningstjenesten, at bogen indeholder fortrolige oplysninger, oplyser PET.

Det gav Københavns Byret PET medhold i og nedlagde torsdag fogedforbud mod bogen.

På det tidspunkt var 5000 udgaver af bogen allerede ude hos boghandlere, oplyser Jacob Kvist, der er kreativ direktør på forlaget Peoples Press.

Nogle af de bøger har ligget hos Bog & Idé i Frederiksberg Centeret.

Ifølge Theis Munk gælder byrettens fogedforbud ikke de bøger, som boghandlere allerede har modtaget.

Han oplyser til DR Nyheder, at han før har solgt bøger, der var pålagt fogedforbud. Det giver som regel ikke problemer, siger han til DR.

Oprindeligt skulle bogen udkomme 17. oktober.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress