10/05-15 13:29; Opdateret: 10/05-15 14:09

Regeringen vil give kontanthjælpsmodtagere jobbonusRegeringen vil give kontanthjælpsmodtagere jobbonus

Regeringen vil give 1500 kroner skattefrit til folk på kontanthjælp, som selv finder et job.

storybild

(Billede: Polfoto)

Regeringen præsenterer søndag på et pressemøde endnu et udspil, der skal gøre det mere attraktivt at arbejde og medvirke til kampen mod langtidsledighed.

Udspillet skal sikre kontanthjælpsmodtagere en økonomisk bonus, hvis de kommer i arbejde. Tiltaget er rettet mod personer, der har været ledige i mindst et år.

Det skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

For når man har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid, bliver det også vanskeligere at komme tilbage igen, lyder en del af begrundelsen for tiltaget.

Den såkaldte jobbonus, som er en skattefri bonus på op til 1500 kroner om måneden, udbetales kun i andet halvår 2015.

- Med en kontant, skattefri bonus på 9000 koner kan vi give personer, der hænger fast i kontanthjælp, en ekstra tilskyndelse, en ekstra chance, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i pressemeddelelsen.

- Min ambition er, at mindst tre millioner er i arbejde, og derfor er vi i regeringen parate til at tænke nyt, siger han.

Målgruppen for udspillet udgør godt 110.000 personer. Heraf er omkring 100.000 kontanthjælpsmodtagere, mens resten er modtagere af uddannelseshjælp og personer på ledighedsydelse eller folk i såkaldte ressourceforløb.

Regeringen forventer, at tiltaget kan få 10.000 til 15.000 danskere tilbage på arbejdsmarkedet.

- Den værste krisetid ser nu ud til at ligge bag os, og der er udsigt til stigende vækst og beskæftigelse i de kommende år, siger finansminister Bjarne Corydon (S) i pressemeddelelsen.

- Men det er vigtigt, at vi får alle med, når fremgangen begynder at bide sig fast, og det er derfor, vi nu gør en ekstra indsats for de ledige, der har været væk fra arbejdsmarkedet i en længere periode, siger han.

Det er regeringens ambition, at ordningen skal træde i kraft 1. juli og gælde resten af året. Forslaget er et af cirka 50 vækstinitiativer fra regeringen og det sidste initiativ i regeringens vækstpakke.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress