Af Ritzau - 31/05-16 10:13; Opdateret: 31/05-16 11:32

Ekspert slår fast: Kaskelothval i Vejle FjordEkspert slår fast: Kaskelothval i Vejle Fjord

En kaskelot har forvildet sig ind i Vejle Fjord, men muligheden for at overleve er ifølge ekspert ringe.

storybild

Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Fotograf Niels Husted)

Det er en kaskelothval, der har forvildet sig ind i Vejle Fjord.

Det fastslår Lasse Fast Jensen, biolog og inspektør på Søfarts- og Fiskerimuseet i Esbjerg.

- Når den trækker vejret, kommer der en lille vandsky op, som man kalder blåsen. Den bruger man til at artsbestemme hvaler. Hos kaskelot står den skråt fremadrettet, forklarer Lasse Fast Jensen.

Hvalen blev observeret i fjorden mandag aften, men indtil videre er der ingen forlydender om, at den er blevet set tirsdag. Det kan betyde, at den har forladt fjorden og er kommet ud i Lillebælt.

Men fremtidsudsigten for kaskelothvalen ser ikke alt for god ud, vurderer Lasse Fast Jensen.

- Kaskelothvalen lever primært af blæksprutter, og dem er der ikke voldsomt store mængder af i de indre danske farvande.

- Den ser også noget afmagret ud på billederne. Det, at der ikke er megen føde, den er afmagret og er langt hjemmefra, gør, at den har en øget risiko for at strande, siger biologen.

En kaskelothval blev set i Øresund 9. maj, og det kan være den samme, der nu er spottet i Vejle Fjord.

- Vi ser jævnligt strandede kaskelothvaler ved den jyske vestkyst. I sidste uge strandede en død kaskelot ved Fanø. Men det er usædvanligt, at de kommer ind i de indre danske farvande som i dette tilfælde Vejle Fjord, siger Lasse Fast Jensen.

Tidligere på året blev der fundet omkring 30 døde kaskelothvaler i Nordsø-området. Hvalen ved Vejle Fjord kan have været med i denne flok af hvaler, der af uvisse årsager kom på afveje, lyder det fra eksperten.

- Han-kaskelothvaler færdes i grupper, hvor de trækker på en nord-syd gående rute fra Ækvator til det arktiske område for at fouragere.

- Gruppen på de 30 hvaler forvildede sig måske ind i Nordsøen i stedet for at dreje af i tide og søge mod Atlanterhavet før England, hvor de burde svømme vest om, siger Lasse Fast Jensen.

En kaskelothval er verdens største tandhval og kan blive op til 20 meter lang med en vægt på op til 55 ton.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress