Af Ritzau - 16/11-16 08:02; Opdateret: 16/11-16 10:55

Ekspert: F-35-jagerfly vil overraske med prisEkspert: F-35-jagerfly vil overraske med pris

F-35-jagerflyet er under udvikling. Det undrer ikke, at vi køber udstyr nu, mener lektor Peter Viggo Jakobsen.

storybild

Danmark har købt 27 kampfly Joint Strike Fighter F-35A. Vi skal købe udstyr for 100 millioner kroner allerede nu, oplyser forsvarsminister Peter Christensen (V). (Billede: Scanpix/Roslan Rahman)

Jagerflyet F-35 er stadig under udvikling. Derfor kan det ikke undre, at vi nu må bruge 100 millioner kroner på at købe flyudstyr, som udgår af produktion.

Købet kommer, før USA begynder at masseproducere det højteknologiske kampfly. Hidtil er der produceret knap 200 fly.

Det siger lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen.

- Det kan ikke undre mig, at der kommer den slags regninger. Vi har hele tiden vidst, at vi ikke kunne vide, hvad dette fly ville koste. Og hvad vi skulle betale hvornår, siger Peter Viggo Jakobsen.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) har ifølge Jyllands-Posten søgt 100 millioner kroner fra Folketingets finansudvalg. Beløbet går til tre elektroniske komponentpakker, som skal købes i år og næste år.

Danmark må købe flere "komponenter, end der reelt er behov for". De overskydende vil vi forsøge at sælge, skriver ministeren i et aktstykke til finansudvalget.

Udvalget skal torsdag tage stilling til den fremskyndede millionudgift.

Flere forsvarsordførere undrer sig over, at dele til de 27 kampfly, der koster 20 milliarder kroner at købe, forsvinder ud af markedet.

- 100 millioner kroner gør for mig ikke den store forskel. De politikere, som støttede købet af præcis denne maskine, må have vidst på forhånd, at de ville rende ind i denne slags ting, siger Peter Viggo Jakobsen.

Spørgsmål: - Regeringen mener, at F-35 er fremtidssikret. USA køber over 2000 af disse kampfly. Tæller det som argument for Danmarks køb?

- Argumentet er jo, at vi skulle gøre amerikanerne glade. Det siger regeringen bare på en anden måde. Jeg forstår ikke, hvorfor man valgte det ene amerikanske fly frem for det andet, siger Peter Viggo Jakobsen.

Danmark valgte F-35 fra Lockheed Martin i stedet for F-18 Super Hornet fra Boeing og Eurofighter Typhoon fra europæiske Airbus, som produceres i Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress