Af Ritzau - 09/04-16 05:52

Grænsekontrol blev indført hen over hovedet på politietGrænsekontrol blev indført hen over hovedet på politiet

Når Danmark tidligere har indført midlertidig grænsekontrol er det sket på Rigspolitiets opfordring.

storybild

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) behøvede ingen indstilling fra Rigspolitiet, da hun indførte stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse i begyndelsen af året. Arkivfoto (Billede: Polfoto/Hove Olesen Peter)

Regeringen valgte at kortslutte mange års praksis, da den indførte kontrol ved den dansk-tyske grænse, skriver Jyllands-Posten.

Det skete nemlig uden en konkret indstilling fra politiet, sådan som proceduren hidtil har været. I flere svar til Folketinget fremgår det, at en beslutning om grænsekontrol træffes af integrationsministeren "på baggrund af Rigspolitiets indstilling".

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) blev så sent som i december foreslået af sit embedsværk at afvise grænsekontrol med det svar, at hun ikke havde modtaget "en sådan indstilling", viser dokumenter, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Men 4. januar valgte Venstre-regeringen alligevel at igangsætte grænsekontrollen, og siden er den blevet forlænget fem gange.

I ingen af tilfældene er det sket på baggrund af "konkrete indstillinger fra Rigspolitiet", oplyser Udlændingeministeriet.

- Der har i hvert tilfælde været tale om en samlet vurdering af situationen, hvori oplysninger fra Rigspolitiet om blandt andet situationen ved den dansk-tyske grænse er indgået, skriver ministeriet.

Politiets indstilling er central, fordi Danmark ifølge Schengen-reglerne kun må indføre midlertidig grænsekontrol, hvis "der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed".

Det er kun sket to gange tidligere: op til EU-topmødet i 2002 og klimatopmødet i 2009. Begge gange skete det efter indstilling fra politiet.

Den aktuelle grænsekontrol blev besluttet på et møde i regeringstoppen i januar.

Grænsekontrollen kører nu på fjerde måned og betyder, at politikredsene i alt må afsætte godt 200 betjente i døgnet til opgaven.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få et interview med Inger Støjberg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress