31/03-16 11:54; Opdateret: 31/03-16 12:40

Søren Pind: Afgørelse om Uber følger efter enkeltsagerSøren Pind: Afgørelse om Uber følger efter enkeltsager

Først når de første retssager mod Uber-chauffører er afsluttet, kan sagen mod selve kørselstjenesten begynde.

storybild

Den amerikanske kørselstjeneste Uber blev politianmeldt i 2014 for at overtræde personbefordringsloven i Danmark. Kørsel med Uber bestilles via en app. (Billede: AP/Eraldo Peres)

Det kræver en vis portion tålmodighed at vente på svar om, hvorvidt taxatjenesten Uber er lovlig i Danmark. Først når en række sager mod chauffører fra det omdiskuterede kørselsfænomen er afsluttet, kan en sag mod selve selskabet begynde.

Sådan forklarer justitsminister Søren Pind (V), at der endnu ikke er indledt en sag mod Uber, som blev politianmeldt tilbage i 2014.

- Jeg er helt på det rene med, at straffesagen mod Uber er trukket ud. Det er ikke nogen nem sag, siger Søren Pind torsdag på et samråd i Folketingets Trafikudvalg.

Uber etablerede sig i Danmark i 2014. Men blot to timer efter virksomhedens ankomst, blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen for at overtræde personbefordringsloven.

Desuden har Københavns Politi ifølge Søren Pind frem til 29. marts sigtet 37 chauffører fra Uber for at overtræde den samme lovgivning. Heraf er der rejst tiltale mod seks personer, og de første sager kommer for retten 26. april.

- Det er anklagemyndighedens faglige vurdering, at det er afgørende, at de tiltalte chauffører kan pålægges vidnepligt i forhold til sagen mod Uber. Og det kan først ske, når sagerne mod chaufførerne er afgjort.

- Jeg er glad for, at de første sager mod Uber-chauffører nu skal for retten, så vi kan få en nogenlunde fælles platform at diskutere på, siger Søren Pind.

Fordi sagerne kan ankes og dermed fortsætte fra byretten til landsretten, kan en afgørelse ligge et stykke ude i fremtiden, pointerer justitsministeren. Københavns Politi vil i øvrigt fortsat sigte personer, der kører for Uber.

Det store spørgsmål er, om Uber bryder taxiloven, hvilket taxibranchen mener.

Ifølge Uber er der ikke tale om taxikørsel. Der er tale om en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, hvor chauffør og passagerer efterfølgende deler omkostningerne.

Men danske taxiselskaber mener, at Uber ikke overholder retningslinjerne for fair konkurrence, fordi Uber-chauffører ikke er underlagt samme reguleringer såsom forsikring, registrering til erhvervskørsel og andre lovpligtige udgifter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress