Af Ritzau - 06/06-16 16:50

Forsker: Momondo-reklame har pointe men holder ikke heltForsker: Momondo-reklame har pointe men holder ikke helt

Momondos nye reklame er blevet en kæmpe sensation på de sociale medier. Idéen bag er rigtig, siger forsker.

storybild

Dna-analyser kan vise mange ting, men Momondos nye reklame giver den måske en tand for meget. (Billede: Free/Colourbox)

I en ny reklame for rejsesitet Momondo bliver en række meget nationalpatriotiske mennesker udsat for en dna-test, der viser, at de - mod deres egen forventning - har rødder i alle mulige afkroge af verden.

Reklamen er i skrivende stund blevet set mere end 23 millioner gange på Facebook og har kastet et hav af delinger og kommentarer af sig.

I videoen får personerne taget en dna-test fra virksomheden Ancestrydna, der til sidst viser, at deltagerne også har gener, der oprindelig stammer fra flere andre lande. Deltagerne viser sig eksempelvis at være 30 procent britisk, 20 procent tysk og så videre.

Men sådan kan man slet ikke sætte tal på. Det forklarer Anders Johannes Hansen, der er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, og som arbejder med genetik og dna-analyser.

- Dna fra personerne i reklamen skal sammenlignes med noget, for at man kan lave sådan en test. Hvis man skulle kunne lave sådan et tal, skulle man have noget at sammenligne med. Noget hvor DNA'et var 100 procent fra et bestemt land eller område.

- Men det kan man ikke. For der findes ikke noget dna, der er 100 procent fra et bestemt sted. Alle kommer jo altid flere steder fra, siger Anders Johannes Hansen.

Når det er sagt, mener han, at reklamen rammer en vigtig pointe:

- De har jo ret i, at ingen af os er 100 procent af noget. Der er intet patent på, hvad der er dansk rent genetisk. Som tankeeksperiment og som visualisering er det stærkt.

Ifølge forskeren ville man kunne nå frem til et tal som i reklamen, hvis man satte et bestemt referencepunkt i historien, eksempelvis for 200 år siden. Så kunne man spore, DNA'et ud fra det givne tidspunkt. Men problemet er stadig det samme, siger han.

- Uanset hvad man måler DNA'et op mod, så er det udgangspunkt jo også et sammensurium af alle mulige ophav. Hvem skal bestemme, hvad der er 100 procent dansk, tysk eller engelsk dna? Det er der ingen, der kan, fordi vi har den multikulturelle historie alle sammen, siger han.

Det er den britiske virksomhed Aleighton Ancestry, som står bag tallene i reklamen.

- Det er ikke ét land, vi ser på, det er etnicitet. Vi ser på folk, som lever i en bestemt region og ser på deres familiehistorik, og hvor længe de og deres forfædre har boet der.

- Det gør vi med op mod 200 personer, og så får vi et billede af, hvordan generne ser ud i regionen, siger talsmand Brad Argent, som understreger, at det er et estimat og ikke den absolutte sandhed.

Fra Momondo lyder det, at reklamens dna-rejse skal fejre vores forskellighed som mennesker og åbne vore øjne for, at der er mange flere ting, der forener os, end der adskiller os.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress