Af - 16/08-16 04:00; Opdateret: 22/08-16 14:05

Elektrochoks popularitet stiger, selv om patienter oplever alvorlige skaderElektrochoks popularitet stiger, selv om patienter oplever alvorlige skader

Antallet af patienter, der får sat strøm til hjernen for at behandle eksempelvis svær depression, stiger, på trods af, at mange oplever, at bivirkningerne ødelægger deres liv

Kilder: sundhed.dk, DR-dokumentaren: 'Et stød i hjernen', ECT-retningslinje fra Region Syddanmark Grafik: Ken Ikeda Madsen

Flere og flere takker ja til at blive behandlet med elektrochok. En ny opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der for ti år siden blev givet 18.464 elektrochokbehandlinger- sidste år var tallet 20.777.

Patienterne får at vide, at behandlingen er effektiv, og at de kan opleve milde bivirkninger i form af indlærings- og hukommelsesbesvær, der forsvinder efter kort tid.

Men ifølge Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribruger (LAP) oplever mange patienter, at de får alvorlige problemer med hukommelsen, der ikke forsvinder.

LÆS OGSÅ: Flere unge bliver ramt af depression

De hører jævnligt om patienter, der har fået kroniske skader efter ECT-behandlingen. Et problem, som ifølge udviklingskonsulent Karl Bach Jensen er voldsomt underbelyst:

- Det er et kæmpe problem, at patienter, der behandles med elektrochok, får varige skader. Vi har mange sager, og de er måske bare toppen af isbjerget, siger han og peger på, at myndighederne ikke har fokus på de mulige varige skader ved elektrochok.

Vi oplever desværre, at myndighederne forsøger at fortie og bortforklare de problemer, der er med behandlingen. De negligerer de mange patientberetninger og den forskning, der bekræfter, at behandlingen ofte giver varige skader

Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent i LAP.


Har du oplevet at få permanente skader efter behandling med elektrochok, så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til Jeppe Findalen på jtf@mx.dk eller Cordelia Weber på cweber@mx.dk.

Professor i psykiatri Harold A. Sackeim fra Columbia University i New York er blandt verdens førende forskere i ECT-behandling. Han er fortaler for behandlingen, som han giver til patienter, som ikke har haft effekt af medicin. Men han fastslår samtidig, at behandlingen kan give varige bivirkninger.

LÆS OGSÅ: Ny forskning: Depression kureres på blot én dag hos forsøgsdyr

- I årtier har psykiatere afvist, at ECT har nogen varige kognitive bivirkninger, og at alle forandringer var forbigående. Men vi har nu gentagne gange påvist i kontrollerede studier, at specifikke kognitive områder kan blive svækket vedvarende og endda permanent, siger Harold A. Sackeim, som dermed går i rette med de danske sundhedsmyndigheder, som fastholder, at der ikke kan forekomme permanente bivirkninger.

Metroxpress har været i kontakt med flere patienter, som hævder, at de har fået varige skader og blandt andet har mistet evnen til at finde vej, har glemt deres uddannelse, er ude af stand til at lære nye ting og har mistet erindringen om centrale begivenheder i deres liv som eksempelvis deres barns fødsel.

Overlæge og professor Martin Balslev Jørgensen fra Rigshospitalet forklarer, at der ikke er videnskabelig belæg for, at ECT kan give varige skader.

Det vil alene være episoder, der fandt sted umiddelbart før behandlingen, og muligvis også ruter, man lærte før elektrochokkene, som man kan glemme, forklarer han:

- Hvis man skal give dem alt, hvad man kan, så kan man sige, at det center i hjernen, som man bruger til at finde vej, sidder i samme område i hjernen, som den episodiske hukommelse, som vi ved ofte bliver påvirket. Det er ikke videnskabeligt bevist, men man kunne godt forestille sig, at det også er blevet rystet af behandlingen, siger han og forklarer, at det kan diskuteres, hvornår der er tale om en varig skade og noget forbigående:

- Det, der ligger tættere op ad behandlingen, jo større risiko er der for at den er væk. Det, der gør det svært at vurdere, er, at selve sygdommen også svækker hukommelsen. Og så kan du diskutere, om det er en permanent skade eller ej.

LÆS OGSÅ: Professor: Pilleforbrug i psykiatrien er skadeligt

Vi har det sådan i Danmark, at når vi endelig bruger den her behandling, elektrochok, så er folk så hundesyge, at vi synes, det er synd at udsætte dem for en behandling, der muligvis ikke virker. Prisen er så, at risikoen for den bivirkninger stiger. Jo mere strøm du giver, og jo flere behandlinger, jo større er risikoen for, at folk oplever, at de ikke husker episoder.

Martin Balslev Jørgensen, overlæge og professor, Rigshospitalet.


Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress