25/02-16 18:06

Minister: FN-chef tilfreds med dansk militærbidrag i MaliMinister: FN-chef tilfreds med dansk militærbidrag i Mali

FN-chef i Mali var tidligere kritisk over for dansk bidrag. Men nu er han tilfreds, siger udenrigsministeren.

storybild

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er i Mali for at tage bestik af den situation, der venter de danske soldater og politifolk, der inden længe skal udsendes til det uroprægede land. I Mali er regeringen tilfreds med det danske bidrag, siger udenrigsministeren. (Billede: Polfoto/Finn Frandsen)

Der er god brug for de soldater og politifolk og det transportfly, som Danmark i løbet af de kommende måneder sender til Mali i Vestafrika.

Det er meldingen fra udenrigsminister Kristian Jensen, der er på lynvisit i byen Gao, hvor 30 danske jægersoldater fra april skal have deres hovedsæde som del af FN's Minusma-mission i landet.

- Jeg får her et klart indtryk af, at der er markant behov for FN's tilstedeværelse. Mali er et land, der har afgørende betydning for stabiliteten i hele Vestafrika, og derfor er det godt, at Danmark er med, siger Kristian Jensen til Ritzau.

Ud over specialsoldaterne, som primært skal lave efterretningsarbejde, har regeringen lovet at sende 12 politifolk til at træne de lokale politistyrker samt - senere på året - et Hercules-transportfly.

- Og det jeg hører fra regeringen i Mali er, at de er meget tilfredse med alle tre dele, siger Kristian Jensen.

Samme tilfredshed har hidtil ikke kunnet spores hos chefen for FN-styrkerne i landet - den danske generalmajor Michael Lollesgaard.

Han havde oprindeligt anmodet Danmark om at stille med et kompagni bestående af op mod 250 soldater og 20-30 pansrede lastvogne til en særlig konvoj, der skulle sikre vejområderne i landets nordlige del.

Da regeringen i stedet valgte at sende et mindre antal soldater og et transportfly, lod han forstå, at han reelt ikke kunne bruge et sådant bidrag, fordi andre FN-lande allerede stillede med lignende bidrag.

Men nu er generalmajoren glad igen, siger Kristian Jensen.

- Han siger, at han har fået de styrker, der er behov for fra andre lande, og at han er tilfreds med det danske bidrag, siger ministeren.

Lollesgaards udmeldinger har ifølge Ritzaus oplysninger vakt irritation i Udenrigsministeriet, men udenrigsministeren afviser, at han har talt dunder under sit møde med generalmajoren.

- Jeg skal ikke jo fortælle generalen, hvordan han skal passe sit arbejde. Men vi har haft en god snak omkring de udfordringer, der er, siger Kristian Jensen.

De 30 danske jægersoldater skal efter planen til Mali i april, mens Hercules-flyet efter planen indsættes til oktober.

De 12 politifolk udsendes ifølge ministeren "inden længe".

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress