Af - 13/09-16 15:21

MX tester: Kan jeg springe fra 5-meter-vippen efter hypnose?MX tester: Kan jeg springe fra 5-meter-vippen efter hypnose?

Efter hypnosen kommer mødet med fem-meter-vippen. Min værste fjende.

Hvis du ikke har læst første kapitel om hypnosen, kan du læse og se videoen her.

- Gør dig klar til at komme tilbage, siger Jacob Strachotta.

Og så åbner jeg øjnene. Lettere forvirret.

Jeg har lige været i 16 minutters hypnose hos Jacob Strachotta. Fordi jeg gerne vil kunne kureres for min højdeskræk.

Og det siger Jacob, der er aktuel med appen HelloMind, at han kan klare. Med hypnose.


I hypnosen fandt vi tilbage til en episode. Fire år gammel. På Vig Festival. En episode, hvor jeg sad på skuldrene for at kunne se scenen. Men det eneste jeg kunne koncentrere mig om var, at der var langt ned, og at jeg kunne falde.

Vågner uden at have sovet
Jeg vågner fra hypnosen. En tilstand, Jacob Strachotta beskriver som en ikke-tilstand:

- Hypnose er en tilstand mellem søvn og at være vågen - uden at være nogen af delene, siger Jacob Strachotta.

Det kan jeg godt genkende. For jeg kunne tænke, tale og forstå. Men jeg kunne ikke bevæge mig. Ikke åbne øjnene. Så ja - jeg var vågen, mens jeg sov.

Men nu vågnede jeg. Endelig kunne jeg bevæge mine arme, der havde ligget i så akavet en stilling, at de gjorde ondt og irriterede mig. Forvirret. Forvirret over at have besøgt et sted, jeg ikke kunne huske.

Det er fandme syret, det er!

Tænk, at jeg har været på en fortidsrejse, hvor jeg pludselig kunne huske detaljer fra en oplevelse, jeg havde, da jeg var fire år gammel.

Men nu skal vi så til det. Tilbage til DGI-byen. Til den satans fem-meter-vippe, som gav mig en forfærdelig oplevelse for mange år siden.

Mødet med femmeren
13 år gammel. SFO-tur. Svømmehal. Umiddelbart opskriften på en 13-årigs bedst tænkelige eftermiddag. For alle måtte hoppe fra vipper. Men jeg turde ikke.

Alligevel stod jeg oppe på femmeren som de andre. Seriøst, mine knæ kunne bruges som rystepudser. Og der stod jeg i en time, og tog så trappen ned.

Jeg kan stadig huske følelsen af nederlag, der blandede sig med en smag i munden af lige dele blod og lettelse af at komme ned igen.

Og nu står jeg her så igen. På præcis samme sted.

Men ikke med samme følelser. For mine knæ ryster ikke. Og jeg er ikke svimmel.

Min mave gør lidt ondt, men det tror jeg også er fordi, jeg er nervøs.

Og ved du hvad? Jeg kan godt!

Jeg gør det.

Følelsen da jeg står med tæerne ud over kanten er underlig. Og følelsen af at slippe vippen under mig er det endnu mere.

Jeg får et sug i maven, der breder sig gennem hele kroppen. Det hele går så stærkt, at jeg nærmest ikke når at tænke mig om. Pludselig rammer jeg bare vandet, og kommer langt ned under overfladen. Med større kraft end nogensinde.

Det er sjovt. Men også noget nyt. Noget nyt på den måde, at jeg ikke ved, om jeg kan lide det.

Der er nogen, der siger, at man skal slutte fred med fortiden, før man kan komme videre. Det giver også rigtig god mening, selvom det måske er lidt for Hans Pilgaard-nu-er-hvem-vil-være-millionær-slut-agtigt til mig.

Jeg mener bare, at det er som om, hypnosen har trykket genstart på min hjerne. Som om det var første gang, jeg stod der.

Frygt i fremtiden
Er du så slet ikke højdeskræk mere? Det spørgsmål har jeg fået af mange. Og nej! Eller måske.

For mig vil det sikkert altid føles unaturligt at være højt oppe. Det er trods alt noget, jeg har undgået i hele mit liv.

Men jeg har fået værktøjerne til at sige:

Come on Philip, du ved godt, at der ikke sker noget!

Ville du så springe igen?

Jeg tror ikke, at jeg ville have et problem med det. Men jeg tror ikke, at jeg ville gøre det. For mig har det jo aldrig været sjovt. Jeg har aldrig forbundet vipperne i svømmehallen med en leg. Og det vil jeg nok aldrig gøre. Forstået som - hvis nu jeg stod på vippen, ville jeg nok hoppe. Jeg ville nok bare ikke bevæge mig derop.

Men jeg står tit på skammelen i køkkenet for at nå det øverste skab. Dér vil det hjælpe mig meget.

I mit hoved ser jeg stadig billedet af den lille mig, der sidder på skuldrene for at se en koncert. Tænk, at det kunne virke så voldsomt for mig. Åndssvagt egentlig. Men jeg kan se ham for mig, og jeg ved, at der ikke er sket ham noget.

Så måske jeg skulle prøve at komme videre. Det føler jeg mig i hvert fald klar til.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress