Af Ritzau - 13/04-16 17:16; Opdateret: 13/04-16 18:48

Taxachauffør dømt for voldtægt af kunde efter bankoTaxachauffør dømt for voldtægt af kunde efter banko

En taxachauffør skal i fængsel og udvises for voldtægt mod en ældre kvinde, som han kørte hjem efter banko.

storybild

En taxachauffør er dømt to og et halvt års fængsel og udvisning fra Danmark, efter at han voldtog en 73-årig kvinde, som han kørte hjem efter banko. (Billede: Polfoto/Van Norde Ernst)

Med stemmerne to mod en dømte Retten i Randers ved en domsmandssag onsdag en 34-årig taxachauffør to og et halvt års fængsel for voldtægt af en næsten 40 år ældre kvinde.

Voldtægten blev anmeldt 28. december 2015 om formiddagen af den 73-årige kvinde, som fortalte, at hun aftenen forinden var blevet voldtaget af taxachaufføren i sit eget hjem i Randers.

Ifølge Randers Amts Avis kan kvinden og taxachaufføren enes om, at den ældre kvinde efter en tur til banko og siden på værtshus sammen med en ven blev kørt hjem af den 34-årige taxachauffør.

Efter at hun og vennen havde taget afsked i hendes opgang, fulgte taxachaufføren med op til hendes lejlighed.

Her tvang han ifølge dommen sig adgang til kvindens lejlighed og udsatte hende for fuldbyrdet voldtægt på hendes seng.

Selv siger chaufføren, at hun ville kysse og kramme og selv inviterede ham til sex.

Han blev anholdt sidst på eftermiddagen 28. december og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør. Han har hele tiden nægtet sig skyldig.

Ifølge avisen brød den 34-årige sammen i retten, inden han fik sin dom.

- Jeg flygtede fra et land med stor uretfærdighed til et land med stor retfærdighed. Nu håber jeg, at det hele ikke er ødelagt på grund af en løgn, sagde han ifølge Randers Amts Avis gennem sin tolk.

Manden kom til landet i 2011 som flygtning fra Afghanistan og havde på tidspunktet for anmeldelsen arbejdet som taxachauffør i ti måneder, har avisen tidligere skrevet.

Ud over fængselsdommen blev han frataget retten til at køre taxa og udvist af Danmark for bestandigt.

Desuden skal han betale sagens omkostninger og derudover godt 72.000 kroner til den 73-årige kvinde i tort og erstatning.

Manden ankede straks dommen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress