Af Ritzau - 05/09-16 10:48

SF kalder regeringens SU-forslag for håbløstSF kalder regeringens SU-forslag for håbløst

Regeringen gør det markant sværere for børnefamilier og handicappede at tage en uddannelse, lyder det fra SF.

storybild

- Det er socialt skævt at ramme studerende med børn og handicappede med SU-reformen, siger Jacob Mark, uddannelsesordfører for SF. (Billede: Free/Colourbox)

Regeringen forsøger at bilde handicappede og studerende med børn ind, at deres økonomi ikke bliver forringet med regeringens forslag til SU-besparelser, som er en del af den økonomiske 2025-plan.

Sådan lyder det fra SF's uddannelsesordfører, Jacob Mark. Han kalder forslaget "håbløst" og "til grin".

- Det er socialt skævt at ramme studerende med børn og handicappede med SU-reformen, siger Jacob Mark.

En gennemgang af regeringens 2025-udspil viser ifølge Jyllands-Posten, at gruppen af handicappede og studerende med børn vil få udbetalt 800 kroner mindre om måneden efter skat.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsikrede ellers ved præsentationen af 2025-planen, at netop de grupper vil være "friholdt" af planerne om besparelser.

- Vi har en intention om, at så mange som muligt skal tage en uddannelse. Man skal også kunne tage en uddannelse, selv om man er forælder eller handicappet. Det gør regeringen jo bare markant sværere, mener Jacob Mark fra SF.

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) siger til Jyllands-Posten, at man har forsøgt at gøre SU-systemet "så fair og enkelt som muligt".

- Derfor er SU-satsen ens for alle. Men det er selvfølgelig vigtigt at kunne klare sig økonomisk under studierne. Det mener jeg også, at man kan med regeringens forslag her - også som handicappet eller forsørger, siger hun.

Dog frygter både Mødrehjælpen og Danske Handicaporganisationer, at SU-forringelser vil betyde, at studerende med børn og handicappede gældsætter sig eller helt dropper at tage en uddannelse.

- Regeringen lægger op til, at man bare kan arbejde lidt mere ved siden af studierne. Det kan man jo ikke nødvendigvis, hvis man har et handicap eller bliver nødt til at hente og bringe i hverdagen og naturligvis gerne vil bruge weekenderne med sit barn, siger SF's Jacob Mark.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress