Af David Andersen - 19/11-15 21:35; Opdateret: 19/11-15 21:49

Drabssigtet sygeplejerske risikerer tiltale for 11 lovbrudDrabssigtet sygeplejerske risikerer tiltale for 11 lovbrud

Politiet har afsluttet efterforskningen af sagen mod en sygeplejerske, som beskyldes for at dræbe patienter.

storybild

(Billede: Polfoto)

Efter mere end otte måneders efterforskning er politiet nået så langt med opklaringen af en sygeplejerskes påståede forbrydelser, at sagen er overdraget til juridisk behandling.

Anklager Michael Boolsen fortæller, at kvinden i alt er sigtet for 11 lovovertrædelser.

- Sagen er nu tilstrækkeligt afklaret til, at vi kan begynde at vurdere, om der kan rejses tiltale.

LÆS OGSÅ: Sygehusdrab: Landsret tror på beviser mod sygeplejerske

- Helt lavpraktisk betyder det, at jeg gennemgår beviserne, og så laver jeg et længere skriftligt værk, hvor jeg fortæller statsadvokaten, hvad der taler for og imod en tiltale, siger anklageren til Ritzau.

De mest alvorlige sigtelser drejer sig om, at kvinden skal have dræbt fire patienter på sygehuset i Nykøbing Falster. Hertil kommer et drabsforsøg på en femte patient.

Undersøgelser af kvindens syvårige datter har desuden vist, at den lille pige har fået det kraftige og afhængighedsskabende sovemiddel Zopiklon, som ikke er beregnet til børn.

LÆS OGSÅ: Kolleger frygtede at arbejde sammen med sygeplejerske

Det har dels ført til en sigtelse for at bringe datterens liv i fare og en sigtelse for overtrædelse af autorisationsloven.

Sigtelserne mod den 31-årige kvinde vidner i det hele taget om en temmelig lemfældig omgang med medicin.

Da sygeplejersken blev anholdt i begyndelsen af marts, fandt politiet således en sprøjte med stesolid i hendes taske. Det er blandt andet det stof, hun ifølge anklagemyndigheden har brugt til at begå fire drab og et drabsforsøg med.

I hendes hjem fandt efterforskerne også andre typer medicin, som hun ikke havde recept på. Derfor er hun sigtet for tyveri fra sin arbejdsplads og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

LÆS OGSÅ: Drabssigtet sygeplejerske i sms: Jeg har dræbt en

Hertil kommer en sigtelse for at tilsidesætte sine pligter som offentligt ansat, ligesom anklagemyndigheden også agter at retsforfølge hende for at have kontaktet sin kæreste fra arresten via en anden arrestants telefon.

Østre Landsret valgte torsdag aften at stadfæste den fortsatte varetægtsfængsling af sygeplejersken. Og hvis det står til Michael Boolsen, skal hun ikke ud foreløbigt.

- Efter anklagemyndighedens opfattelse er det sådan, at der er en betydelig risiko for, at hun vil forsøge at påvirke vidner. Hun har desuden vist vilje til at overtræde loven fra arresten, siger Michael Boolsen.

- Udgangspunktet er derfor, at der skal være en fortsat varetægtsfængsling - også under en eventuel retssag, lyder det fra anklageren.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske bliver sigtet igen: Udsatte datter for fare

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress