05/11-15 10:08

Arla sætter juiceproducenten Rynkeby til salgArla sætter juiceproducenten Rynkeby til salg

Nordens største juice- og saftproducent sættes til salg for at fokusere på produktionen af mejeriprodukter.

Arla har besluttet at sælge datterselskabet Rynkeby Foods, som producerer juice og saft, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Dermed tages der hul på en salgsproces for at finde den rigtige køber, hvilket ifølge tidligere forlydender kan blive den amerikanske læskedrik-gigant Coca-Cola.

Andelsselskabet forventer at have afsluttet salget ved udgangen af andet kvartal næste år.

- For at fokusere på kerneforretningen har Arla gennem de seneste to årtier frasolgt datterselskaber, som ikke har nogen direkte tilknytning til produktionen af mejeriprodukter.

- Rynkeby er det sidste tilbageværende datterselskab i Arla, som ikke er knyttet til mælk, og Rynkeby vil efter vores vurdering være bedre tjent med en ny ejer, der kan videreføre udviklingen af virksomheden og forretningen, siger Povl Krogsgaard, viceadministrerende direktør i Arla Foods.

Rynkeby Foods er Nordens største juice- og saftproducent med en årlig produktion på mere end 150 millioner liter til forbrugere primært i Danmark og Sverige.

Virksomheden blev grundlagt i 1934 og har været 100 procent ejet af Arla Foods siden 1998.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress