Af Ritzau - 01/10-16 00:16

Søvndal afviser kendskab til censur af Tibet-demonstranterSøvndal afviser kendskab til censur af Tibet-demonstranter

Daværende udenrigsminister kendte intet til politiets ordre om at afskærme demonstranter under statsbesøg.

storybild

Villy Søvndal (SF) vidste intet om ordren til politiet om at afskærme demonstranter under et kinesisk statsbesøg i 2012. Det siger han til Politiken. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Keld Navntoft)

Den daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) erklærer sig uvidende om ordren til politiet om at gribe ind mod demonstranter ved et kinesisk statsbesøg i 2012.

Det skriver Politiken lørdag.

Da Kinas daværende præsident, Hu Jintao, besøgte Danmark i juni 2012, tog de danske værter store hensyn. Mens de kinesiske gæster oplevede København, sørgede Københavns Politi for at skjule ellers lovlige demonstrationer for et frit Tibet.

Det er siden kommet frem, at indgrebet i ytrings- og forsamlingsfriheden skete på baggrund af en ordre oppefra.

En undersøgelseskommission skal nu finde ud af, hvem der gav ordren.

Den daværende justitsminister, Morten Bødskov (S), har allerede afvist at have kendskab til ordren. Og nu siger daværende udenrigsminister, Villy Søvndal, at han heller ikke havde kendskab til den.

- Jeg har aldrig hørt om det, siger han til Politiken.

Udenrigsministeriet er ellers kommet i søgelyset, efter at Radio24syv har omtalt et fortroligt notat.

Notatet beskriver et møde mellem ministeriets daværende departementschef, Claus Grube, og den kinesiske viceudenrigsminister tre uger før besøget.

Kineserne understregede ifølge Radio24syv, at det var afgørende at undgå forstyrrelser.

Grube svarede ifølge Radio24syv, at han selv havde sørget for at tale med politiet og Justitsministeriet om at få de "fornødne sikkerhedsarrangementer" på plads.

Villy Søvndal siger, at han ville have modsat sig, hvis han havde hørt om planerne.

- Så ville jeg selvfølgelig have sagt, at det indlysende ikke var i overensstemmelse med grundlovens bestemmelser om retten til at ytre sig og at demonstrere, siger han til Politiken.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress