01/02-16 16:33

Ung mand fængslet for knivdrab på gadenUng mand fængslet for knivdrab på gaden

Politiet mistænker en 21-årig mand for at have stukket en 23-årig ihjel natten til mandag.

storybild

(Billede: Linda Forsell)

Politiet sigter en 21-årig mand for drabet på en to år ældre mand fra Kolding. Manden blev natten til mandag stukket ihjel på gaden.

Den drabssigtede er mandag blevet stillet for en dommer ved et grundlovsforhør i Retten i Kolding, og her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

- Manden nægtede at udtale sig i retten, men han kærede ikke varetægtsfængslingen, siger vagtchef Jørn Lindhardt, Sydøstjyllands Politi.

Der er ikke oplysninger om, hvor den 21-årige, der nu er varetægtsfængslet, kommer fra. Politiinspektør Verner Pedersen fra lokalpolitiet i Kolding oplyste tidligere mandag til Ritzau, at den mistænkte mand ikke har en registreret adresse.

Ifølge politiinspektøren er gerningsvåbnet en kniv, som ofret blev stukket med flere gange, men "ikke voldsomt mange".

- Han er blevet stukket grimt i maven, og det er nok det, han dør af, siger Verner Pedersen.

Politiet fik kort efter midnat via 112 et opkald om, at en person var blevet stukket på åben gade i Kolding. Angiveligt efter et skænderi mellem de to mænd.

Ofret blev hårdt såret bragt til behandling på sygehuset i Kolding. Her lykkedes det i første omgang lægerne at genoplive ham.

- Men det holdt ikke. Vi har fået at vide fra hospitalet, at han er død først på natten, siger Frede Nissen, vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen, til Ritzau.

Vidner har oplyst, at to mænd lige efter midnat kom op at toppes i Hospitalsgade i Kolding, hvorefter den ene mand sank sammen.

Derefter løb gerningsmanden fra stedet. Han blev cirka ti minutter senere fundet liggende på en gade i nærheden og anholdt.

Ifølge Verner Pedersen faldt manden formentlig, fordi vejen var glat.

- Vi antager, at han glider, fordi der er is på vejen. Han slår sit hoved i faldet og bliver kørt på sygehuset, siger Verner Pedersen.

LÆS OGSÅ: 23-årig stukket ihjel på åben gade i Kolding

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress