Af Ritzau - 28/07-16 14:50; Opdateret: 28/07-16 21:42

Menneskeretsdirektør: DF diskriminerer med farlig politikMenneskeretsdirektør: DF diskriminerer med farlig politik

DF-forslag om stop for muslimers indrejse er lodret imod konventioner, siger Institut for Menneskerettigheder.

storybild

Forslaget fra Dansk Folkepartis Søren Espersen er imod menneskerettighederne og diskriminerer, mener Institut for Menneskerettigheder. (Billede: Scanpix/Simon Skipper)

Dansk Folkepartis forslag om at nægte muslimer indrejse er ifølge Institut for Menneskerettigheder dybt diskriminerende og imod de menneskerettighedskonventioner, Danmark har tilsluttet sig.

- Efter menneskerettighedskonventionerne skulle man opsige alle de centrale konventioner for at få lov til det her, siger direktør Jonas Christoffersen.

LÆS OGSÅ: Rød blok tager afstand fra Dansk Folkepartis muslimstop

Ifølge ham er forslaget fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, imod menneskerettighederne og rammer skævt.

- Dels vil det være en klar diskrimination på baggrund af national oprindelse. Dels vil det også ramme skævt, fordi der vil være ikke-muslimer fra muslimske lande, der vil få nægtet indrejse, og så vil der være ikke-muslimer fra vestlige lande, der vil kunne rejse ind.

Samtidig advarer han om de politiske debatter, som flere forslag fra Dansk Folkeparti nu og tidligere har rejst.

- Det nytter ikke, synes jeg, at man skal have den diskussion, hver gang Dansk Folkeparti foreslår noget, som de ved er lodret imod menneskerettighederne, og som de ved ikke har en politisk eller juridisk gang på jorden.

LÆS OGSÅ: LA: Ingen mening i at straffe muslimer kollektivt

Ifølge ham er det decideret farligt, at den politiske debat er blevet til et spørgsmål om at være for eller imod konventionerne.

- Der er faktisk en grundværdi i dansk politik og i det danske samfund, der hedder, at vi ikke ønsker at diskriminere på baggrund af religion. Og det nytter ikke noget, at vi gør det til et teknisk spørgsmål om vores konventionsforpligtelser, om vi vil det.

Han mener ligefrem, at forslaget fra Dansk Folkeparti vil skabe endnu flere ekstremister, som er dem, partiet netop sigter på at undgå.

- Ved at tale om et generelt stop for muslimsk indvandring marginaliserer man muslimsk indvandring i Danmark, og det er noget af det, der skaber grobunden for ekstremisme.

- De føler sig marginaliseret, påtager sig en offermentalitet, som bliver udnyttet af nogle andre, siger han og kalder det "en meget farlig måde at føre politik på".

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress