Af Ritzau - 29/10-16 08:00

Vintertid tvinger natarbejdere på overarbejdeVintertid tvinger natarbejdere på overarbejde

Natten til søndag skal danskerne stille uret en time tilbage. Natarbejdere må derfor arbejde længere.

storybild

Natten til søndag skal vi stille urene en time tilbage. Det betyder, at natarbejdere skal være på job en time længere. (Billede: Scanpix/Kristian Sæderup)

For de fleste danskere betyder overgangen til vintertid natten til søndag mulighed for helt legitimt at få en time længere på øjet.

Men for de sygeplejersker, politimænd, vagter og andre lønmodtagere, der arbejder om natten, kan sagen være en anden.

- Når man nu går over til vintertid, så kommer man til at arbejde en time længere, og det gælder alle, siger Asbjørn Andersen, chefkonsulent i FOA, om de personer, der har natarbejde.

Omvendt gælder det for natarbejdere, at de skal arbejde en time mindre, når der skiftes til sommertid.

Aftalen om natarbejde blev indgået af hovedorganisationerne LO, FTF og AC tilbage i 1980, efter at sommertid igen blev indført i Danmark.

Den indbefatter også en kompensation for det eventuelle overarbejde.

- Når man nu arbejder en time mere, får man det indlagt i sin tjenesteplan, at man får en times arbejde mindre på et andet tidspunkt eller får det udbetalt som overarbejde, siger Asbjørn Andersen.

Sommertid blev første gang indført af Østrig og Tyskland tilbage i 1916 for at spare energi og dermed olie, som var knap på grund af Første Verdenskrig.

En række europæiske lande, herunder Danmark, fulgte trop 21. maj samme år. Sommertiden kom igen under Anden Verdenskrig, men blev først permanent i Danmark i 1980.

Vintertid eller "normaltid" starter efter EU-Kommissionens bestemmelser altid den sidste søndag i oktober og varer frem til den sidste søndag i marts, hvor vi skifter til sommertid.

Standarderne blev indført i 1996, så sommertiden er den samme i alle EU-lande. Omkring 70 lande verden over har indført ordningen.

I alt arbejdede 11 procent af de 2.460.000 danske lønmodtagere i 2015 om natten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress