03/04-16 17:28; Opdateret: 03/04-16 18:40

Politiet anholder mand efter knivstikkeri i HedehusenePolitiet anholder mand efter knivstikkeri i Hedehusene

En 28-årig mand er søndag blevet stukket i ryggen med en spids genstand. Politiet mistænker en 48-årig i sagen

storybild

Politiet leder efter spor efter et knivstikkeri på Hovedgaden i Hedehusene. En 28-årig mand blev søndag stukket med en spids genstand, formentlig en skruetrækker. (Billede: Free/Colourbox)

En 48-årig mand fra Københavns Vestegn er søndag blevet anholdt og sigtet for et knivstikkeri søndag eftermiddag på Hovedgaden i Hedehusene uden for København.

Her blev en 28-årig mand stukket i ryggen med en spids genstand, som han selv har karakteriseret som noget, der lignede en skruetrækker.

Den 28-åriges tilstand er ikke kendt, men han er ikke umiddelbart i livsfare, oplyser vagtchef Lars Guldborg, Københavns Vestegns Politi.

Den sårede er en 28-årig mand fra København, og han er nu indlagt på sygehus for at blive behandlet.

Det vides endnu ikke, hvad sigtelsen mod den 48-årige konkret kommer til at lyde på. Det vil afhænge af, hvor alvorlige den 28-åriges skader viser sig at være, oplyser vagtchefen.

Politiet afspærrede søndag eftermiddag Hovedgaden, mens politiets teknikere gennemsøgte området for at finde gerningsmanden og spor efter knivstikkeriet.

- Vi har fundet noget, som formentlig er gerningsvåbnet, siger Lars Guldborg.

Gaden var spærret mellem de to indkørsler til Rundageren en times tid, men søndag ved 17.45-tiden meddelte politiet, at den var farbar igen.

Det var på Hovedgaden mellem de to indkørsler, at et skænderi mellem formentlig tre personer tidligere på dagen kammede over og endte med, at den ene blev stukket i ryggen.

- Det er tilsyneladende tre mænd, der kender hinanden, som er blevet uenige om et eller andet, siger Lars Guldborg.

Politiet ved endnu ikke, hvad konflikten mellem mændene handlede om.

Ifølge vagtchefen kan der være tale om banderelaterede personer, men politiet mener ikke, at der er tale om en konflikt mellem to rivaliserende bander.

Mens politiet arbejdede på gerningsstedet, opstod der uro, da nogle "venner og bekendte" af mændene blandede sig i politiets arbejde.

- Vi måtte bruge peberspray, og en 36-årig mand er blevet anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden, siger Lars Guldborg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress