Af Ritzau - 10/08-16 20:31

Ny hjemmeside skal hjælpe skybrudsramte danskereNy hjemmeside skal hjælpe skybrudsramte danskere

Ny hjemmeside indsamler løsninger, som skal sikre ejendomme mod oversvømmelse i forbindelse med skybrud.

storybild

Ny hjemmeside fra Teknologisk Institut skal hjælpe danskerne med at sikre færre skybruds-oversvømmelser. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

De seneste års mange skybrud har ikke kun ført til store mængder vand med sig, men også har forårsaget enorme vandskader på bygninger og ejendele.

Det har fået Teknologisk Institut til at søsætte en ny hjemmeside med råd og vejledning til, hvordan husejere og andre kan sikre sig mod skybruds-oversvømmelser.

Hjemmesiden bygger på viden, som senior projektleder Inge Faldager fra Teknologisk Institut har indsamlet gennem mange års erfaring inden for skybrudssikring af bygninger.

- Vi har i tidligere undersøgelser set, at folk nærmest er gået i panik og har forsøgt at skybrudssikre bygninger uhensigtsmæssigt og i nogle tilfælde direkte ulovligt, siger hun og fortsætter:

- Derfor håber vi, at denne samling af eksempler og informationer på hjemmesiden kan give folk en konkret og saglig viden, de kan arbejde videre med, siger Inge Faldager.

Teknologisk Institut har gennem årene været vidne til mange underfundige påfund blandt borgere som handler i ren desperation.

- Folk fylder ulovlige kemikalier i kloakken gennem toilettet, i et forsøg på at stoppe det til og undgå en oversvømmelse. Så når vandet kommer, så springer toilettet, fortæller Inge Faldager.

På hjemmesiden finder man råd og vejledning om, hvordan man sikrer sig både før, under og efter et skybrud.

Inge Faldager kalder hjemmesiden en vidensbase med gode løsninger til skybrudssikringer. Hun opfordrer derfor bygningsejere med gode løsninger, til at sende deres tip ind til hjemmesiden.

- Det er godt at kende flere muligheder, så man kan vælge den, der passer bedst i det enkelte tilfælde. Hjemmesiden er stadig under udvikling, og det er vigtigt, at den indeholder mange løsningsmuligheder til inspiration for andre, lyder det fra Inger Faldager.

I 2015 faldt der 904 millimeter nedbør, hvilket er én millimeter mindre end Danmarks vådeste år i 1999, hvor der faldt 905 millimeter nedbør.

Få mere information om skybruds-oversvømmelser på skybrudsikringafbygninger.dk.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress