Af Ritzau - 18/08-16 12:47

Revykongen John Martinus er dødRevykongen John Martinus er død

John Martinus har brugt det meste af sit liv på de skrå brædder. Han blev onsdag fundet død i sit hjem.

storybild

Skuespiller John Martinus er fundet død i sit hjem. Han blev 77 år. (Billede: Scanpix/Claus Bech Andersen)

Skuespiller John Martinus har været involveret i mere end 50 revyer som både skuespiller, instruktør, scenograf og forfatter. Oftest som alle ting på en gang.

Onsdag blev han fundet død i sit hjem. Han blev 77 år, oplyser hans pianist Michael Due.

John Martinus blev aldrig uddannet skuespiller. Alligevel lå det meget tidligt i kortene, at det var den vej, han skulle gå.

Allerede som 11-årig stod han på scenen for første gang. Det var i Cirkusrevyen, hvor han, forklædt som vaskekone med spand og gulvskrubbe, sang "En, to, tre og Vupti Karoline".

Hans optræden sikrede ham førstepladsen i dagens amatørkonkurrence, og da han senere samme aften gentog nummeret på Bakkens Hvile, vandt han 55 kroner.

Gennem de næste 64 år kom han til at spille sammen med skuespillere som Dirch Passer, Frits Helmuth og Jørgen Reenberg, og selv om han oftest havde mere beskedne roller, vil han blive husket som en af Danmarks store revystjerner.

Det var ikke kun på revyscenen, at John Martinus brillerede. Også på tv og det store filmlærred udfoldede han sit talent. Mest kendt blev han nok for sin rolle som nazisten Holger, der var far til Ellen, i tv-serien Matador.

Han har desuden haft mindre roller i storfilm som "Idioterne", "Bænken", "Dancer in the Dark" og "En Kongelig Affære".

John Martinus skabte i årene 2009 til 2011 fundamentet til Danmarks retrospektive revy "Revyperler på stribe" og var gennem 16 år formand for Danske Revyvenner, som er en støtteforening til Revymuseet.

Han var aktiv på scenen til det sidste og skulle sammen med sin pianist Michael Due have været på turné rundt i landet med forestillingen "Revyminder fra dengang det var før".

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress