Af Ritzau - 15/11-16 00:01

Danskerne er næstbedst i verden til at tale engelskDanskerne er næstbedst i verden til at tale engelsk

Professor forudser, at engelsk måske kan blive vippet af pinden som andetsprog som følge af Trump og brexit.

storybild

Danskerne er næstbedst i verden til at tale engelsk, lyder det i den årlige rangordning af engelskkundskaberne i 72 lande. Men det er ingen naturlov, at engelsk forbliver vores foretrukne andetsprog, vurderer dansk professor. Han mener, at brexit og Donald Trump (billedet) kan udfordre engelsk som det samlende andetsprog. (Billede: Free/Celebrity Photo/colourpress.com)

We Are the Champions. Almost.

Danskerne er de næstbedste i verden til at tale engelsk, når man fraregner folkfærd med engelsk som modersmål.

Det viser den årlige rangordning af engelskkundskaberne i 72 lande, som den internationale sprogskole EF Education First står bag.

Danmark avancerer i undersøgelsen fra en tredjeplads sidste år til en andenplads i år. Kun Holland overgår Danmark og indtager førstepladsen i undersøgelsen.

Frans Gregersen, professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, peger på flere årsager til, at Danmark ligger i toppen.

- En af grundene er, at vi ikke kan klare os ude i den store verden med vores eget sprog, så vi er nødt til at lære engelsk og hele tiden blive bedre til det, siger professoren.

Det har også stor betydning, at vi konstant bombarderes med film og tv på engelsk.

- Vi hører engelsk og amerikansk talt levende omkring os hele tiden. Så det at åbne for fjernsynet er det samme som at deltage i et løbende engelskkursus, siger Frans Gregersen.

Selv om engelsk er det foretrukne andetsprog i Danmark, er det ifølge professoren ikke en naturlov, at det bliver ved med at være sådan.

- Man kan da overveje, hvad et isolationistisk USA og et brexit kommer til at betyde for den sproglige situation i Europa, siger Frans Gregersen.

Han henviser til, at USA's kommende præsident, Donald Trump, under valgkampen har signaleret, at man vil skrue ned for det internationale engagement og i højere grad vende blikket indad.

Professoren ser også tegn i sol og måne på, at engelsk kan få en mindre betydning efter brexit - i hvert fald i politisk sammenhæng.

Han nævner som eksempel, at det første pressemøde i EU-regi efter den britiske folkeafstemning om tilhørsforholdet til EU foregik på fransk.

Spørgsmål: Ser du et andet sprog, der kan overtage engelsk som samlende sprog i Europa?

- Spansk har mulighederne for at komme ind, dels fordi det er et verdenssprog, dels fordi det har mulighed for at trække på mange forskellige kulturer.

- Men hvis spansk for alvor skal gøre sig, vil det kræve, at det bliver bakket op af kulturindustrien. Og det er der ikke noget, der tyder på lige nu, siger Frans Gregersen.

Så engelsk bliver ikke væltet af pinden fra den ene dag til den anden, men at det kan ske på længere sigt, kan ifølge professoren ikke udelukkes.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress