Af Ritzau - 17/05-16 17:57; Opdateret: 17/05-16 19:05

Indleverede håndgranater lukkede politistationIndleverede håndgranater lukkede politistation

Mens der ventedes på ammunitionsryddere kunne Københavns Vestegns Politi kun ekspedere telefonhenvendelser.

storybild

En kvinde indleverede tirsdag to håndgranater og en røggranat hos Københavns Vestegns Politi. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

En kvinde fra Hvidovre indleverede tirsdag tre håndgranater i ekspeditionen hos Københavns Vestegns Politi.

Ammunitionen er blevet undersøgt af eksperter fra Forsvarets ammunitionsryddere (EOD), der konstaterede, at der var tale om to håndgranater og en røggranat.

- Der var tale om to ægte håndgranater. Den ene var uden tændsats, men den anden kunne godt være farlig, siger vagtchef Lars Guldborg, Københavns Vestegns Politi.

Der er ifølge vagtchefen tale om en håndgranat af mærket Mills, samt en anden ældre håndgranat af en type, der har været brugt af det danske forsvar. Der kan være tale om våben fra Anden Verdenskrig.

Kvinden indleverede tirsdag eftermiddag granaterne i en plastikpose.

Da det var umuligt at se, om der var tale om sprængfarlige ting, blev Forsvarets ammunitionsryddere tilkaldt for at undersøge granaterne.

På grund af indleveringen af de potentielt farlige sager måtte politikredsen afspærre og lukke sin ekspedition på Birkelundsvej i Albertslund, indtil ammunitionsrydderne havde været på besøg.

Der var dog kun lukket for personlige henvendelser. Telefonerne blev besvaret som sædvanlig, understreger Lars Guldborg.

Ammunitionsrydderne fjernede efter undersøgelsen granaterne, der vil blive sprængt på et sikkert sted.

Politiets ekspedition i Albertslund kunne åbne kort efter klokken 18.30 efter at have været afspærret og lukket i omkring en time.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress