Af Ritzau - 06/11-16 08:01

Bjørnesøvn skal sætte en stopper for fedme og diabetesBjørnesøvn skal sætte en stopper for fedme og diabetes

Bjørne dovner sig gennem langt vinterhi for at dukke op fit for fight i foråret. Det vil forskerne lære af.

storybild

Mange ville elske at dovne sig til et vægttab på 30 kilo på et halvt år. Det kan ny viden om bjørnenes unikke søvn måske hjælpe med. (Billede: Free/Colourbox)

Bjørnes evne til at overleve et halvt års passivt hi, som snarere forbedrer deres helbred end forværrer det, skal bruges til at styrke menneskers sundhed.

Forskerne fra Det Skandinaviske Bjørneprojekt er i gang med at aflure bjørnenes fantastiske fysik til gavn for patienter i form af ny og bedre medicin og behandling.

Hvis et menneske gør som bjørnen og kravler til køjs i et halvt år efter have ædt sig smældfed, forsvinder op mod 90 procent af muskelmassen.

Risikoen for knogleskørhed, liggesår og blodpropper stiger voldsomt. Det ved man fra patienter, der ligger længe i respirator.

Men bjørnen kravler ud af sit dovne hi om foråret slankere og stort set lige så muskelstærk, som da den gik til ro.

- Rigtig mange overvægtige mennesker drømmer jo om at lægge sig ned i seks måneder og tabe 30-50 kilo, siger professor emerita ved Aalborg Universitet Karen Gjesing Welinder.

Hun er ekspert i bioteknologi og tilknyttet Det Skandinaviske Bjørneprojekt.

Under bjørnens hi falder dens temperatur til cirka 30 grader. Samtidig går hjertet ned fra normalt 70 slag i minuttet til bare ti.

Forskerne har også fundet ud af, at bjørnenes blod under den lange søvn ikke størkner så let. Det minimerer risikoen for de blodpropper, der truer sengeliggende og langtidsflyvende mennesker.

Samtidig kan en dramatisk stigning i et bestemt protein medvirke til bjørnenes vitalitet efter vintersøvnen.

Proteinet binder sig til kønshormonerne i en koncentration, som forhøjes 45 gange under deres hi.

Stoffet er kendt for at beskytte mennesker mod type 2 diabetes og har forskernes store interesse.

Den danske hjertelæge Ole Frøbert fra Örebro Universitetshospital i Sverige ser mange muligheder i bjørnenes biokemi.

- Vi kan lære meget af, hvad der sker fra en smældfed bjørn kravler ind i sit hi, til den kommer slank og sund ud. På sigt håber vi så, at det vil føre til bedre medicin mod blandt andet sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme og fedme, siger han.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress