Af Ritzau - 01/11-16 07:35; Opdateret: 01/11-16 08:02

Mandø-beboere håber trækfugle trækker i turisterneMandø-beboere håber trækfugle trækker i turisterne

Mandø er inde i en udvikling fra landbrugssamfund til turistområde, forklarer formanden for Mandø Fællesråd

storybild

Mandøs beboere håber på at gøre øen endnu mere attraktiv for turister, så de bruger mere tid og flere penge på øen i fremtiden. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

På den vestjyske ø Mandø glæder beboerne sig over, at Den Danske Naturfond vil købe så meget af øen som muligt for at skabe et paradis for trækfugle.

Det fortæller formand for Mandø Fællesråd Claus Christensen.

- Den her vej har vi været på et stykke tid. En ændring fra et landbrugssamfund til et mere turistpræget område, siger han.

- Så det er en naturlig vej at gå at prøve at udnytte de ressourcer, vi har. Og det er jo naturen.

Fonden har i første omgang sat 20 millioner kroner af til opkøb af så meget af øen som muligt.

Claus Christensen håber, at pengene kan give øen mulighed for at vise sig endnu bedre frem for turister, end den gør i dag.

Det betyder ikke nødvendigvis, at øen skal trække flere turister til. I stedet skal de turister, der kommer bruge mere tid på øen.

- I dag har vi et skøn på, at der kommer 200-300.000 mennesker herover på øen. Det handler om at guide dem rigtigt rundt og få dem til at blive længere, end de er i dag, siger han.

Det er ikke kun Den Danske Naturfond, der smider penge i projektet. Også Esbjerg Kommune og Nationalpark Vadehavet har afsat henholdsvis 2,8 og 0,9 millioner kroner.

- Naturen på Mandø er ganske særlig, og det er oplagt at lade den være central i den videre udvikling af øen, siger Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V) i en pressemeddelelse.

- Det lokale ejerskab er en afgørende drivkraft, og med de rette vilkår for øens beboere, naturen og en bæredygtig turisme kan projektet styrke Mandøs fremtid.

Planen bliver, at fonden skal forsøge at samle det traditionelle landbrug på øen gennem salg, køb og byttehandler.

- Selvfølgelig er der nogle, der må give sig, siger Claus Christensen.

Ifølge ham skal beboerne fremover tænke i produkter af højere kvalitet fremfor traditionelt landbrug.

Der bor 34 mennesker på Mandø.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress