Af Ritzau - 23/09-16 12:40; Opdateret: 23/09-16 13:08

Domsmand faldt i søvn: Nu skal misbrugssag gå omDomsmand faldt i søvn: Nu skal misbrugssag gå om

Højesteret har besluttet at ophæve en dom fra sidste år og sende straffesag til ny behandling i landsretten.

storybild

Højesteret besluttede fredag, at det skal have konsekvenser, at en domsmand faldt i søvn i landsretten. Dommen ophæves, og sagen skal gå om. Arkivfoto. (Billede: Free/Per Johansen/domstol.dk)

Højesteret har besluttet, at en straffesag om voldtægt af et barn skal gå om i Østre Landsret, fordi en domsmand tilsyneladende faldt i søvn, mens de afgørende beviser blev fremlagt under landsrettens behandling af sagen.

Højesteret besluttede fredag at ophæve landsretsdommen, og at sagen skal behandles af landsretten en gang til.

Den tiltalte i sagen blev i november sidste år idømt fem års fængsel for at have voldtaget sin ældste datter. Desuden blev han fundet skyldig i vold mod to andre børn.

Såvel hans forsvarer som anklagemyndigheden havde anmodet Højesteret om at sende sagen retur til landsretten, og landets øverste domstol er da også nået frem til, at sagen er så alvorlig, at dommen skal ophæves, og at sagen skal gå om.

Højesteret lægger vægt på, at sagens parter er enige om, at det i flere tilfælde fremstod, som om domsmanden var faldet i søvn, mens der i retten blev afspillet videoafhøringer af ofrene.

Allerede i landsretten gjorde hans forsvarer, advokat Karoline Døssing Normann, de juridiske dommere opmærksom på den åndsfraværende domsmand, men retten gjorde ikke noget.

Derefter fik advokaten tilladelse til at gå til Højesteret. Det skete, efter at Rigsadvokaten havde erklæret sig enig i, at der var sket en rettergangsfejl, og at dommen burde ophæves.

Store dele af sagen i landsretten foregik i halvmørke. Lyset var slukket, og gardinerne trukket for, mens retten så videoafhøringerne af børnene.

Det var herunder, at domsmanden tilsyneladende faldt i søvn, hvilket blev bemærket af den tiltaltes forsvarsadvokat og to fængselsbetjente, der var til stede i retten.

Den tiltalte far nægtede sig under sagen skyldig i voldtægt, men erkendte volden.

Han blev dømt med stemmerne 4-2. To ville frifinde ham for voldtægt.

- Det er en meget tæt afgørelse. Hvis den havde været enstemmig, havde det ikke haft den store betydning, at domsmanden faldt i søvn, har Karoline Døssing Normann tidligere fastslået over for Ritzau.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress