Af Claus Bøge Jensen - 15/05-15 07:37

V og DF: Skærm forsvarsindustri mod udenlandsk konkurrenceV og DF: Skærm forsvarsindustri mod udenlandsk konkurrence

Danmark risikerer at sende ressourcer til udlandet frem for at holde dem hjemme, lyder det fra blå blok.

storybild

(Billede: Polfoto)

Venstre og Dansk Folkeparti er utilfredse med, at et stigende antal danske militærkontrakter bliver sendt i internationalt udbud.

De åbner for, at udbuddene sættes i bero af hensyn til den nationale sikkerhed, og da danske virksomheder ellers risikerer at gå glip af vigtige ordrer, der sikrer danske industrijob, skriver Jyllands-Posten.

Partierne er oprørte over, at Forsvarsministeriet har sendt en syvårig rammeaftale om vedligehold af danske krigsskibe til 700 millioner kroner i EU-udbud.

V og DF truer derfor med at rulle udbuddet tilbage efter et valg.

- Det skal være en selvfølge, at alt, vi fremstiller af militært isenkram og vedligehold af udstyr, varetages af danske hænder, siger Søren Espersen, næstformand for DF og medlem af Forsvarsudvalget, til Jyllands-Posten.

De borgerlige mener, at en særlig undtagelse i EU-udbudsregler gør det muligt at skærme militære kontrakter mod udenlandsk konkurrence.

De har opbakning i et notat fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, bestilt af Danske Maritime, der repræsenterer værfterne i sagen.

Ifølge Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, er Danmark gået for langt i overimplementering af EU's udbudsregler.

- Vi skal være langt mere opmærksomme på at bruge de muligheder, der er for at sikre, at vi har ressourcer til rådighed i Danmark, som vi ellers vil sende til udlandet, siger han til Jyllands-Posten.

Forsvarsministeriet mener omvendt, at Danmark er tvunget til at sende opgaverne i udbud, fordi de ikke udgør en særlig national sikkerhedsinteresse.

Det gælder eksempelvis vedligehold af flådefartøjerne, som ministeriet vurderer som almindeligt værftsarbejde, skriver avisen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress