Af Ritzau - 09/07-16 04:34; Opdateret: 09/07-16 08:01

Mand snubler på Hovedbanegården og bliver dræbt af togMand snubler på Hovedbanegården og bliver dræbt af tog

En mand har mistet livet, efter at han faldt ned på skinnerne fra S-togs-perron og blev ramt af et tog.

storybild

(Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

En mand er natten til lørdag omkommet, efter at han blev ramt af et tog på Københavns Hovedbanegård.

Det oplyser Københavns Politi.

Vagtchef Henrik Brix betegner hændelsen som en tragisk ulykke.

- Af uvisse årsager er manden faldet ned på skinnerne. Noget tyder på, at han bliver slået bevidstløs i faldet. Han ligger i hvert fald i adskillige minutter uden at røre på sig. Derefter bliver han ramt af et tog, siger Henrik Brix.

Politiet har kigget optagelser på overvågningskameraer igennem og ud fra det, tyder intet på, at manden med vilje sprang fra perronen ned på skinnerne.

- På optagelser ses han komme gående ned på perronen fra ankomsthallen. Derefter ser det ud til, at han snubler, siger Henrik Brix.

Ingen personer kom manden til undsætning, men det skyldes sandsynligvis, at ingen har bemærket, at han lå nede på skinnerne, mener Henrik Brix.

På grund af dødsulykken, der blev anmeldt klokken 2.23, blev S-togs-trafikken fra perronerne 11 og 12 midlertidig indstillet. Ved 4-tiden lørdag morgen kører togene igen normalt fra de to perroner.

Den dræbte persons familie har endnu ikke fået den triste besked, og derfor vil politiet ikke oplyse nærmere om mandens identitet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress