Af Ritzau - 18/08-16 09:28

Psykisk syge skal behandles bedre for at stoppe voldPsykisk syge skal behandles bedre for at stoppe vold

Regeringen vil forebygge vold på bosteder, hvor fem ansatte er dræbt på fire år, siger sundhedsminister.

storybild

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) forklarer i et samråd i sundhedsudvalget, hvordan man undgår, at psykisk syge patienter dræber eller skader ansatte i bosteder, hvor fem ansatte er dræbt på fem år. (Billede: Scanpix/Jeppe Bjørn Vejlø)

På nogle botilbud for psykisk syge er det en rigtig stor udfordring at forebygge vold for at skabe trygge vilkår for de ansatte og patienterne.

Derfor vil regeringen ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) se på, hvordan regionerne laver planer for at udskrive psykisk syge patienter.

Løhde er torsdag i samråd i sundhedsudvalget sammen med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

- Der er ikke nogen enkle og hurtige løsninger på dette problem. Det er vigtigt, at vi lytter, inden vi lægger os fast på løsninger. Vi er alle enige om, at der er behov for en styrket voldsforebyggende indsats på landets botilbud, siger Sophie Løhde.

Regeringen har bedt en arbejdsgruppe med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner se på bosteder. Inden september kommer arbejdsgruppen med sine anbefalinger til regeringen.

Samrådet er indkaldt af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. De kræver svar på, hvordan samarbejdet forbedres mellem behandlings- og socialpsykiatrien.

I april blev en 57-årig sosu-assistent dræbt af en psykisk syg patient på det kommunale bosted Center Lindegården i Roskilde. Det var femte drab på bosteder på fire år.

- Det er en fuldstændig uholdbar situation, at medarbejdere på botilbud skal gå på arbejde med livet som indsats, siger Karen Ellemann.

Løsningen kan være bosteder, hvor personalet må anvende tvang, som nu er ulovligt. KL og Danske Regioner er ivrige fortalere for den ny institution.

Det kan ifølge professor i psykiatri Poul Videbech være nødvendigt.

- Mennesker, der er så svært psykisk syge, at de ikke selv forstår, de er syge, kan i sjældne tilfælde være meget farlige. Derfor kan det være nødvendigt at udøve tvang for at beskytte dem selv eller personalet, siger han.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress