07/02-16 18:48; Opdateret: 08/02-16 14:49

Stump fra meteorit fundet vest for KøbenhavnStump fra meteorit fundet vest for København

Kvinde fra Ejby ved Glostrup har fundet stykke fra den meteor, der lørdag aften fløj over Danmark.

storybild

(Billede: Polfoto/AP)

Der er fundet en stump fra meteoren, der lørdag aften fløj over Danmark.

Lørdag aften var flere danskere vidne til et kraftigt brag efterfulgt af et usædvanligt lysglimt på himlen, og siden har nysgerrige sjællændere været på udkig for at finde meteoritten.

Og nu har en ældre kvinde fra Ejby ved Glostrup på Sjælland fundet en del af meteoritten, der ligner en sort sten, bekræfter Henning Haack, lektor ved Statens Naturhistoriske Museum.

- Kvinden var ude for at ryge og få meter fra hendes dør, ser hun en sort sten, som hun synes ser lidt underlig ud. Hun får så besøg af sin søn og svigerdatter, og de beslutter sig for at sende et billede til mig.

- Og der var ingen tvivl. Det var en meteorit, tilføjer han.

Kvinden, der ikke vil stå frem med navn, kan nu glæde sig over en findeløn fra Statens Naturhistoriske Museum.

- Da jeg kom ud til hende med min søn, syntes hun jo, at det var meget spændende. Det er rigtigt, at hun får en findeløn, men det er ikke formue, men det kan da godt komme til at lune lidt, siger Henning Haack.

Lektoren understreger, at det er meget svært at spå om, hvor meget kvinden kan få i dusør.

Det kan være alt lige fra et "par" tusinde til "nogle" titusinder kroner, fortæller han.

Henning Haack siger, at det er sandsynligt, at der vil blive fundet flere stumper i Ejby og omegn.

Han oplyser, at der er størst chance for at være heldig, hvis man leder i en radius af 20 til 30 kilometer fra Ejby.

Hvis man mener at have fundet en meteorit, bør man tage billeder af den, der hvor man finder den, inden man samler den op.

Meteoritter er såkaldt danekræ og skal afleveres til Statens Naturhistoriske Museum.

Det er ikke sjældent, at en meteor når ind i jordens atmosfære og giver et lysende spor på himlen på grund af den opvarmning, der kommer ved gnidning med atmosfæren.

Det er dog sjældnere, at den når helt ned på jordoverfladen i form af en meteorsten eller meteorit.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Nordsjællændere kan gå på meteoritjagt med en magnet

LÆS OGSÅ: Professor forklarer ildkugle over Danmark

LÆS OGSÅ: Ildkugle over Viborg

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress