Af Ritzau - 13/10-16 18:36

Se og Hør: Ken B's bog skabte vild panik blandt tiltalteSe og Hør: Ken B's bog skabte vild panik blandt tiltalte

Da Se og Hørs hemmelige kilde blev afsløret, kaldte chefredaktør selv foretagendet for "rablende vanvittigt".

storybild

Det var journalisten Ken B. Rasmussen, der i 2014 satte gang i skandalen om Se og Hør med romanen "Livet, det forbandede". I dag er han selv en af de seks tiltalte i sagen, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Både nerver og moralske tømmermænd fik frit løb, da forlydender om en ny og afslørende bog om Se og Hør nåede mediebranchen i foråret 2014.

Flere tidligere journalister og chefredaktører vidste nemlig godt, at samarbejdet med en hemmelig kilde hos Nets ville vække harme i offentligheden.

Og måske også noget, der var endnu værre.

Det fremgik af en stribe sms'er og mails, der torsdag blev fremlagt ved Retten i Glostrup. Her er tre tidligere chefredaktører, to journalister og den hemmelige kreditkortkilde i dag tiltalt i den såkaldte Se og Hør-sag.

I forbindelse med sagens 11. retsmøde dokumenterede anklagemyndigheden blandt andet en mail fra den tidligere chefredaktør Kim Henningsen.

- Jeg har lavet noget alvorligt pis, lød det i mailen, som den detroniserede medieboss sendte til flere bekendte.

- Jeg var desværre ikke klog nok til at gennemskue, HVOR alvorligt det var, det jeg godkendte, for i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg jo godt se, at det var rablende vanvittigt, erkendte han.

Også journalisten Kasper Kopping var efter alt at dømme temmelig angst over udsigten til, at hans tidligere kollega, Ken B. Rasmussen, havde valgt at afsløre det kontroversielle foretagende i romanen "Livet, det forbandede".

I en mail sendt til sin far 28. april 2014 forsøgte Kopping at forberede forældrene på, at noget grimt var på vej.

- Jeg er jo en central mand i hele den sag, og jeg risikerer også en straf. (...) Jeg var jo bare soldat, der gjorde, hvad jeg blev bedt om, men dog en aktiv del - og vidende om noget ulovligt, skrev den i dag tiltalte journalist.

På trods af de tilsyneladende svært omgængelige erkendelser nægter de tiltalte sig alle skyldige i anklagerne, der går på bestikkelse, hacking eller medvirken hertil.

Særligt afviser de tiltalte mediefolk at have anet det fjerneste om, hvordan it-operatøren igen og igen misbrugte andre Nets-ansattes adgangskoder i jagten på oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Således understregede både Kasper Kopping og Kim Henningsen i torsdagens retsmøde, at det, der umiddelbart kunne ligne tilståelser, udelukkende handler om aflønningen af den hemmelige kilde.

Ingen af de tiltalte bestrider nemlig det faktum, at it-operatøren blev betalt for sin indsats, og at aflønningen foregik sort.

Torsdag enedes de seks forsvarsadvokater om, at man som udgangspunkt kan stå ved, at Se og Hør i årene 2008-2012 betalte tys-tys-kilden 365.503 kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress