Af Ritzau - 13/10-16 01:42

Udlændinge begår stadig mere kriminalitet i DanmarkUdlændinge begår stadig mere kriminalitet i Danmark

Siden 2009 er antallet af sigtelser mod udlændinge på dansk jord fordoblet, viser ny analyse.

storybild

Kriminaliteten blandt udlændinge i Danmark består ifølge politiet især af butikstyveri, databedrageri og svindel med betalingskort samt indbrud i eksempelvis private villaer. (Billede: Free/Colourbox)

Antallet af sigtelser rejst mod udenlandske kriminelle er mere end fordoblet siden 2009. Stigningen har været konsekvent år for år og kulminerede i 2015 med 12.566 sigtelser.

Det viser en ny analyse fra Rigspolitiet, skriver Berlingske.

Stigningen i antallet af udenlandske kriminelle bryder med billedet af, at kriminaliteten på andre områder er stagnerende eller faldende. Det påpeger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Ifølge ham kan stigningen fortsætte fremover.

- Så længe der er så store velstandsforskelle i Europa, vil der være et incitament til at køre ud af sit eget land og begå kriminalitet andre steder.

- Der kan være mere at hente i de rigere lande, og man må formode, at det her ikke bare er et fænomen, der stopper af sig selv, siger han til Berlingske.

Ifølge Rigspolitiet er det primært kriminelle fra østeuropæiske lande, der driver udviklingen. Rumænere er den langt største gruppe, men også litauere og polakker fylder op i statistikkerne.

Kriminaliteten består især af butikstyveri, databedrageri og svindel med betalingskort samt indbrud i eksempelvis private villaer - og den bliver stadig mere organiseret, påpeger rigspolitichefen.

En organisering, der antager mange former.

- Det er ikke et entydigt billede, hvor der altid sidder en stor, tyk bagmand og arrangerer det hele i kulissen og bygger et stort imperium op. Nogle gange er det bare entreprenante kriminelle, som finder sammen og tager afsted.

- Nogle er måske gode til at kortlægge, nogle er gode til at køre bil, og nogle er gode til at få varerne afsat. Vi ser, at de kriminelle specialiserer sig på et område og bliver gode til dette speciale, siger Jens Henrik Højbjerg til Berlingske.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress