Af Ritzau - 25/04-16 17:36; Opdateret: 25/04-16 17:58

Minister vil ikke love Obama større dansk forsvarsbudgetMinister vil ikke love Obama større dansk forsvarsbudget

Der er pres på Europa for at bruge flere penge på forsvar, men Danmark vil ikke love noget endnu.

storybild

Forsvarsminister Peter Christensen (V) har endnu ikke taget stilling til, om han mener, at Danmark bør bruge flere penge på forsvar. Det opfordrer den amerikanske præsident, Barack Obama, ellers til. (Billede: Free/Pressefoto Forsvarsministeriet.)

Regeringen har endnu ikke taget stilling til, om det danske forsvarsbudget bør øges.

Det siger forsvarsminister Peter Christensen (V), efter at den amerikanske præsident, Barack Obama, har opfordret alle Nato-lande til at bruge to procent af bruttonationalproduktet, BNP, på militær.

Men Peter Christensen anerkender, at præsidenten har en pointe i, at de europæiske lande har sparet.

- Det er et faktum, at de fleste Nato-lande tog en fredsdividende hjem efter Murens fald og skar i deres budgetter, siger han.

- Nato som helhed, og også Danmark, er optaget af den øgede sikkerhedspolitiske trussel, og at Rusland rasler med sablen. Så der er fokus på, at man stopper faldet i forsvarsudgifter og langsomt bygger op mod to procent.

Alligevel vil forsvarsministeren ikke love at efterkomme Obamas opfordring til at skrue op for forsvarsbudgettet, der i dag er på cirka 1,2 procent af det danske bruttonationalprodukt.

- Der er lang vej for at få de danske forsvarsbudgetter til at nå to procent, og der er et pres fra blandt andet USA for at få Europa til at tage ansvar for egen sikkerhed. Det er noget af det, vi skal melde på, når der er topmøde til sommer i Warszawa, siger han.

Barack Obama vil ved Nato-topmødet til sommer kræve, at alle medlemslande bidrager fuldt til den vestlige forsvarsalliance. Nato-landene enedes om de to procent på et topmøde i september 2014 i Wales.

Både De Konservative og Dansk Folkeparti går ind for, at forsvaret skal have flere penge, men Socialdemokraterne, der er med i det eksisterende forsvarsforlig, er imod.

Planen er, at der skal forhandles et nyt flerårigt forsvarsforlig næste år, og her vil de økonomiske rammer for de kommende år blive fastsat. Det nuværende forlig udløber 1. januar 2018.

Peter Christensen medgiver, at han derfor kun vil kunne præsentere en intention ved topmødet i Warszawa, da han ikke regner med at være enig med forligspartierne inden da.

- Danmark har tilsluttet sig målet om langsomt at bremse faldet i forsvarsudgifterne og langsomt øge dem. Det har vi, fordi vi også anerkender den nye sikkerhedspolitiske situation, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress