Af Ritzau - 16/08-16 16:43; Opdateret: 16/08-16 17:12

Mette F vil ikke redde Løkke fra Anders SamuelsenMette F vil ikke redde Løkke fra Anders Samuelsen

Socialdemokraterne vil ikke redde regeringen i tilfælde af, at Liberal Alliance trækker tæppet væk under den.

storybild

S-formand Mette Frederiksen ser ingen grund til at lade Socialdemokraternes mandater sikre regeringens overlevelse, hvis Liberal Alliance gør alvor af truslen om at trække tæppet væk under regeringen, hvis partiet ikke får topskattelettelser. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Hvis Liberal Alliance ikke får sin topskattelettelse og vælter regeringen, skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke regne med, at Socialdemokraterne kaster en redningskrans ud til ham.

- Vi har én statsministerkandidat, og det er undertegnede, siger S-formand Mette Frederiksen på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i København.

Hun ser ingen grund til at redde regeringen for til gengæld at få mere indflydelse på efterårets reformforhandlinger.

- I den situation, hvor der ikke længere er 90 mandater bag Lars Løkke Rasmussen, så kommer vi på ingen måde til at udfylde det tomrum. Så må der udskrives valg, tilføjer hun.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, kræver en topskattelettelse på minimum fem procentpoint. Hvis ikke efterårets økonomiske 2025-forhandlinger indfrir det krav, vil han ikke garantere regeringens overlevelse.

Venstre har også som ambition at sænke topskatten samt skatten i bunden, mens De Konservative kræver lavere boligskat.

Hvad der skal betale for hele gildet er endnu uvist. Men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtalte tidligere på sommeren til TV2, at han arbejder med et helt rædselskatalog.

Hvorvidt Socialdemokraterne er villige til eksempelvis at hæve pensionsalderen til 68 år allerede i 2025 eller reformere SU-systemet for at skabe et råderum, vil S-formanden ikke give et kategorisk svar på.

- Jeg må forstå på regeringen, at man arbejder med et rædselskatalog. Vi må se, hvad regeringen kommer med, og så må vi tage det derfra, siger hun.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har fremsat krav om fem asyl- og udlændingestramninger i efterårets forhandlinger. Blandt andet permanent grænsekontrol og asylbehandling på grænsen.

Adspurgt om Mette Frederiksen vil lægge stemmer til flere stramninger, lyder hendes svar på pressemødet:

- Vi har det ret pragmatiske synspunkt, at der hvor det giver mening at stramme op, der gør vi det gerne. Vi strammer ikke bare for at stramme.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress