02/02-16 17:28; Opdateret: 02/02-16 20:12

Mette Frederiksen afviser krisemøde med baglandMette Frederiksen afviser krisemøde med bagland

Den socialdemokratiske formand skal tale asylpolitik med S-kredsformænd på telefonmøde onsdag aften.

storybild

Arkivfoto. (Billede: Polfoto)

Onsdag klokken 20.30 løfter Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, telefonrøret, og i den anden ende er alle de socialdemokratiske kredsformænd.

Enkelte kredsformænd betegner ifølge DR Nyheder telefonmødet som et krisemøde som konsekvens af, at flere af dem offentligt har kritiseret partiets folketingsgruppe for at stemme for Venstre-regeringens asylstramninger.

I indkaldelsen, der blev sendt per mail mandag, og som DR er i besiddelse af, står der, at Mette Frederiksen vil give en aktuel politisk orientering. Derefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

Mette Frederiksen afviser over for Ritzau, at der er tale om et krisemøde, men at asylpolitikken vil være et emne.

- Det er et helt almindeligt møde. Jeg har jævnligt møder med mit partibagland på forskellige niveauer, og det her er et af mange.

- Vi skal selvfølgelig diskutere flygtninge- og udlændingepolitik. Det gør alle i Danmark lige nu, og det gør vi selvfølgelig også i Socialdemokratiet, hvor diskussionen er nødvendig. Men nej, der er ikke tale om et krisemøde, siger hun til Ritzau.

Spørgsmål: Så hvis det opfattes som et krisemøde blandt nogle af kredsformændene, så er det en forkert opfattelse?

- Som jeg sagde før, så holder jeg jævnligt møder med mit bagland, og det har jeg tænkt mig at gøre i hele min formandsperiode. Det ændrer udlændingespørgsmålet ikke på, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, ser heller ikke mødet som noget krisetegn.

- Jeg synes, det er godt, at Socialdemokraternes formand har lejlighed til at tale med kredsformændene og høre deres råd og meninger, siger Wammen til DR Nyheder.

S-kredsformand i Guldborgsund, Lynge Jensen, ser frem til mødet.

- Jeg tror, at det er en måde, hvor vi kan få partitoppens argumenter for at gøre det, som de har gjort, og samtidig få renset luften og diskuteret tingene, så det ikke bare er igennem pressen, siger han til DR Nyheder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress