Af Ritzau - 09/08-16 14:09; Opdateret: 09/08-16 14:48

To mænd med rockerrelationer anholdt for villaindbrudTo mænd med rockerrelationer anholdt for villaindbrud

Mændene er sigtet for seks indbrud på Sjælland. Begge er kendt af politiet og har rockerrelationer.

storybild

To mænd er anholdt for seks indbrud. Politiet mener, at de er gået efter designermøbler og kostbare lamper. Begge mænd har relationer til rockergruppen Bandidos. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Ved hjælp af stjålne biler, boligannoncer og lidt viden om designermøbler begik to mænd angiveligt indbrud for at få fingre i designermøbler og i særdeleshed kostbare lamper.

De to mænd er tirsdag anholdt og sigtet for seks indbrud i forskellige villaer på Sjælland, og begge mænd har relationer til rockergruppen Bandidos.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Mændene sigtes for seks indbrud i Greve, Karlslunde, Smørum, Glostrup, Bagsværd og Værløse, der er begået i løbet af de seneste uger.

De to mænd menes at have udset sig designermøblerne på forhånd.

- De anholdte mænd formodes at have fundet frem til gerningsstederne via annoncer om boliger til salg på nettet, og hvor værdifulde møbler og lamper har været afbilledet.

- De mistænkes for herefter målrettet at have forøvet indbrud og stjålet de udsete effekter, siger lederen af TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen i pressemeddelelsen.

De to mænd er også mistænkt for at have opsøgt og observeret villaer i stjålne biler. De har formentlig undladt at begå indbrud, da der har været nogen hjemme.

Begge mænd er danskere og er henholdsvis 26 og 32 år gamle. De er kendt af politiet, og den ene af dem er tidligere dømt for groft indbrudstyveri.

Mændene blev tirsdag anholdt på deres bopæle på Vestegnen i ro og mag, og her fandt politiet desuden to stjålne biler, som de sigtede mistænkes for at have brugt til at begå indbruddene.

Indbruddene er efter politiets opfattelse begået på en sådan måde, at de hører ind under straffelovens bestemmelser om grov indbrudskriminalitet.

De to mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag i Retten i Lyngby med begæring om varetægtsfængsling.

Der vil også blive rejst yderligere sigtelser mod de to mænd fremover, lyder det fra politiet.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress